Ahmad Mahmoud voksede op i Askerød nær Greve Strand, efter at hans forældre flygtede så langt væk, som de kunne. Han kan ikke se tilbage på en lykkelig barndom, men han har kæmpet sig ud af ghettoen forlængst.

I MIT FOTOALBUM fortæller Ahmad Mahmoud om hvordan det var, at vokse op i et råt kvarter, om faderen der aldrig rigtig tog Danmark til sig, tvangsægteskaber, dametøj til fastelavn og en hård skolegang, der senere førte til et job på Novo Nordisk.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Ahmad Mahmoud, suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

Ahmad Mahmoud voksede op i Askerød nær Greve Strand, efter at hans forældre flygtede så langt væk, som de kunne. Han kan ikke se tilbage på en lykkelig barndom, men han har kæmpet sig ud af ghettoen forlængst.

I MIT FOTOALBUM fortæller Ahmad Mahmoud om hvordan det var, at vokse op i et råt kvarter, om faderen der aldrig rigtig tog Danmark til sig, tvangsægteskaber, dametøj til fastelavn og en hård skolegang, der senere førte til et job på Novo Nordisk.

1. I Danmark ved et tilfælde

Her stod jeg i vores lejlighed i Askerød, og bagerst kan man se min fars port af krydsfiner, der var tapetseret, så det lignede mursten. Det skulle være en slags ’tusinde og en nat-stemning’. Det passede måske ikke så godt med gulvtæppet, der havde en slags graffitimønster. Min far var snedker og tømrer, min mor klassisk hjemmegående, og de flygtede fra Palæstina til Libanon og siden til Danmark. Da de tog af sted, var der ikke tale om, at de havde valgt Danmark, de skulle bare så langt væk som muligt, og Danmark var endestationen, for det var her, de blev stoppet og spurgt, om de ville søge asyl. De kendte intet til landet. Der var egentlig ikke krig i Libanon, men de ville så langt væk som muligt, og bad bare til at kunne være i et fredeligt land.

2. Et råt kvarter

Jeg gik på Hundige Skole, og det første par år var der omkring 60-70 pct. blege danskere og 30-40 brune, men de etniske danskere begyndte at flytte, fordi de fik råd til det, og da vi nåede niende klasse, var der kun to etniske danskere tilbage i min klasse - den ene af dem var min bedste ven. Der var også indvandrere, der kom til penge og fik råd til at flytte væk og bo i hus, men dem, der blev tilbage i Askehaven, var typisk dem, hvor begge forældre var på kontanthjælp, ligesom mine. Det var et råt kvarter, der var skudepisoder af og til, knallerter blev brændt af, der var folk, der skød på hinanden, og andre var rædselsslagne for at køre igennem området, men når man boede midt i det, var man ikke bange for det.

3. Tvunget til ægteskab

Her et billede fra en forlovelsesfest med min søster og hendes kommende mand. Det var et arrangeret ægteskab, og min anden søster blev gift i et tvangsægteskab. Begge mine søstre har været heldige, for de har nogle meget varme og kærlige mænd, det kan jo ellers gå helt galt. Arrangerede ægteskaber er ikke dømt til at gå galt, kærligheden kan sagtens komme senere, mange lærer at elske hinanden og leve med hinanden. Men det er ikke fordi, jeg selv er fortaler for det.

4. Fik skoddet cigaret på brystet

Den dag vidste jeg, der skulle tages skolefoto, derfor havde jeg slips på, for min mor sørgede for, at jeg skulle se ordentligt ud. Den kultur, jeg kom fra, er en patriarkalsk, mandsdomineret kultur med megen vold, grænsende til tortur. Ikke for at undskylde det, men det kan hænge sammen med, at nogle kommer fra krigsramte lande, hvor man er vokset op med vold. Jeg har selv prøvet det. En ting er, at man får en flad, det kan også ske i danske familier, men at gå skridtet videre ved at komme ind under en kold bruser, med tøj på og få smæk med et bælte, det grænser til tortur. Det skete i min familie, f.eks. en gang, hvor det skulle forhindres, at jeg tog svømmehallen. Og der var engang, hvor jeg blev udsat for at få skoddet en cigaret på brystet. Man kan have en teori om, at vold giver disse mennesker et kick, at det udløser en form for belønning i kroppen, ligesom når andre løber et maraton. Og det er indlysende, hvad man skal mene om den slags adfærd.

5. Misundelig familie i Libanon

Jeg er født i Danmark, og her var jeg første gang i Libanon med familien. Jeg husker den kameltur - jeg ville ikke op på den, men det kom jeg alligevel, og det viste sig at være ganske sjovt. Men det var et mareridt at være der, fordi vi var udstødte. De syntes ikke, vi hørte til i Libanon, vi blev kaldt de danske børn, og alt ved os blev kritiseret. Den måde vi gik på, den måde vi talte, og det tøj vi havde på. Det var fuldstændig latterligt, i betragtning af at vi havde taget gaver med til dem, det var jo familie, og vi prøvede at hjælpe dem. Alligevel var der en ondskabsfuld misundelse, gætter jeg på. Det havde ikke noget med ferie at gøre, vi boede ikke på hotel, og jeg syntes, det var et mareridt at være der. I dag er min far død, han har aldrig arbejdet i Danmark. Han blev budt velkommen og begyndte i en sprogskole, og en dag fortalte en socialrådgiver, at der ikke var brug for ham, hans børn eller børnebørn på arbejdsmarkedet. Men han affandt sig med ikke at skulle arbejde, og den nemme løsning var at blive hjemme og se tv hele dagen.

6. Tog ikke Danmark til sig

Her var jeg klædt ud som en dame til fastelavn. Det var der heldigvis også plads til. Derhjemme kunne fjernsynet være tændt fra tidlig morgen til sen nat på de arabiske kanaler, for det meste med Al Jazeera med nyheder om krig, ødelæggelse og folk, der lider. Jeg mener, det er ødelæggende ikke at få nogle positive indtryk. Her havde en far taget hele sin familie til et andet land, men han var ikke til stede, det land, han boede i, og det er ødelæggende for en person. Min far er som nævnt gået bort for et par år siden. Jeg har skrevet bogen Sort Land, som udkom sidste år i oktober. Min familie har ikke været med til at vælge, om bogen skulle udgives, og jeg ser ikke meget til mine brødre, de mener, at problemer skal klares internt i familien, det er jeg ikke enig i. Men når jeg er med her i BT, ønsker jeg bestemt ikke noget ondt for dem, og det er også grunden til at deres navne ikke er nævnt, og at nogle billeder er sløret.

7. Måtte hænge ekstra i

Da jeg gik på Greve Gymnasium, havde jeg en hård tid, for jeg var presset i forhold til at nå lektier, fordi jeg også skulle passe mine to niecer, som skulle til og fra vuggestue, fordi min bror kom til at sidde inde. Men det lykkedes mig at få et snit på lidt over 8, og jeg måtte bruge ekstra tid på læsning, for en test viste, at jeg læste tre gange langsommere end andre. Det blev der rettet op på, og siden læste jeg først på eksportingeniørstudiet, siden elektroingeniør, men jeg stoppede begge steder før tid og blev uddannet maskinmester, og i dag er jeg ansat på Novo Nordisk.