Den argentinske superstjerne Lionel Messi har modtaget mindst 2,4 millioner pund - 25,5 millioner kroner - for at støtte en af Afrikas mest korrupte præsidenter.
Det skriver det franske medie France Football.
Den 26-årige fodbold-elegantier skabte kæmpe furore, da han i weekenden ankom i Gabon - en tidligere fransk koloni - som en gæst af præsidenten, Ali Bongo.
Iklædt Bermuda-shorts, t-shirt og sin armdækkende tatovering var Messi officielt med til at lægge fundamentet for en nyt stadion ved byen Port-Gentil.
Men Barcelona-angriberen, der netop nu afventer en retssag for skattesnyd i Spanien, hjalp også til med at åbne en restaurant ejet af Bongo-familien, og dermed støtte præsidentens korruptbeskyldte regime.
»Folk er oprørte over det. Messi burde vide, hvad præsident Bongo repræsenterer,« sagde en af modstanderne til regimet, der er kendt for korruption og gentagne brud på menneskerettighederne, ifølge det franske medie.
Lionel Messi skal ifølge mediet have modtaget 25,5 millioner kroner for turen til det afrikanske land, hvor han havde medbragt den tidligere Barcelona-spiller Deco.
Præsident Ali Bongo benægter beskyldningerne og fortæller, at han aftalte mødet med Messi flere år tilbage.
»Jeg mødte Lionel Messi, da jeg var i Barcelona for et par år siden. Der fortalte jeg ham, at han skulle besøge mig i Libreville. Han er en mand af sit ord,« siger Ali Bongo til France Football.
Fransk politi kontrollerer rutinemæssigt beskyldningerne om korruption mod Bongo-familien, der ejer omkring 39 hjem i Frankrig.
Ali Bongo Ondimba bliver beskyldt for at have plyndret Gabons pengereserver til egen brug og for at fifle med tallene til de 'demokratiske' præsidentvalg for at beholde magten i landet.
I en rapport lavet af Power Index står der, at Bongo-familien angiveligt har skimmet 25 procent af olienationens samlede bruttonationalprodukt.
I 1999 fandt senatet i USA i en undersøgelse ud af, at Ali Bongo havde 130 millioner dollars - 887 millioner kroner - stående på sin bankkonto hos Citibank, alle fra Gabon-statens egen lomme.
Ali Bongo tjente ifølge rapporten angiveligt op mod 50 millioner euro - 375 millioner kroner - om året fra landets olieselskaber.
Og også Bongos gæst har tjent masser af penge. Og måske har Messi ikke tjent dem alle sammen på lige ærlig vis. Myndighederne hos højesteretten i Barcelona mener, at der er bevis for, at Lionel Messi har tjent på et komplekst netværk af forretninger, der har skjult tre millioner pund - 32 millioner kroner - fra den spanske skattefar i årene 2007 - 2009.
Myndighederne har også beskyldt Lionel Messis far, Jorge Horacio Messi, for at sælge sin søns billederettigheder til Uruguay, Belize, Schweiz og Storbritannien for at undgå at tjene for meget i Spanien.
Både Lionel og far Messi har afvist enhver form for beskyldning.