Det, der skulle være en venskabskamp onsdag aften mellem FC Barcelona og Roma, udviklede sig til en in-fight mellem Lionel Messi og Romas franske forsvarsspiller Mapou Yanga-Mbiwa.

FC Barcelona var foran 1-0 på et mål af Neymar i venskabskampen på Nou Camp, da Mapou Yanga-Mbiwa i det 34. minut provokerende lænede sit hoved frem mod Lionel Messi og skubbede panden mod argentineren. Det blev dog for meget for verdensstjernen, der valgte at nikke franskmanden en skalle, hvorefter han tog kvælertag på den franske forsvarsspiller. Først da Romas brasilianske forsvarsspiller Leandro Castan trådte imellem de to spillere, stoppede klammeriet.

Selvom det røde kort måske var på sin plads i situationen, valgte den spanske dommer Javier Estrada Fernandez kun at give et gult kort for de to spilleres handling.

Blot syv minutter efter den ophedede situation scorede Lionel Messi så til 2-0, inden kroatiske Ivan Rakitic satte punktum for den 'venskabelige' affære med sit mål til 3-0 i det 66. minut. Det blev også kampens endelige resultat.