Sagerne om partiformand Lars Løkke Rasmussens (V) partibetalte tøj og partibetalte familieferie får nu Venstre til at fremrykke sit forretningsudvalgsmøde.

DR erfarer, at punktet er på dagsordenen, når forretningsudvalget samles tirsdag aften. Mødet skulle ellers først have været holdt 27. maj, men rykkes nu på grund af sagerne.

Lars Løkke Rasmussen er kommet i strid modvind, efter det forleden kom frem, at Venstre forud for folketingsvalget i 2011 betalte tøj for 152.000 kroner til partiformanden.

Fredag kom det frem, at Venstre umiddelbart efter valget i 2011 betalte en rejse til Mallorca for Lars Løkke Rasmussens hustru og søn samt betalte for ekstra rengøring for Løkkes rygning på et røgfrit hotelværelse.

Sagerne har fået en række venstrefolk til at kritisere Lars Løkke Rasmussen i hårde vendinger.

Irene Simonsen (V), tidligere folketingsmedlem og nuværende EP-kandidat, sagde lørdag til Berlingske:

»Der er grænser for, hvordan man skal opføre sig, og jeg vil i hvert fald ikke slås i hartkorn med den stil, for det er ikke min stil. Lars Løkke Rasmussen er vokset op i Venstre, så han ved godt, hvordan vores bagland knokler for Venstre, mens de sidder pænt og selv betaler for deres kaffe til aftenmøderne. Det kunne være godt, hvis han tilgodeså deres stil. Der må gerne være mere ydmyghed over tingene.«

EP-kandidat Jess Myrthu (V) såede samme sted tvivl om, hvorvidt Løkke kan fortsætte som formand.

»Jeg har opfordret til, at vi holder et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde så hurtigt som muligt, så hovedbestyrelsen kan få en tilbundsgående redegørelse, og derefter skal den tage stilling til, om det her skal have konsekvenser for nogen,« sagde han til Berlingske.