Tiden kan være ved at løbe ud for Lars Løkke Rasmussen, vurderer Radio24syvs politiske redaktør.

Hvor det for kort tid siden var utænkeligt, og generelt har været utænkeligt i Venstre, at man vælter en formand i utide, så er det ikke længere »urealistisk«.

Sådan lyder vurderingen fra politisk redaktør på Radio24syv Jesper Termansen, mens stormen atter raser om Venstres formand og statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen (V).

- Selv Venstrefolk taler om, hvor mange liv Lars Løkke har. Det, vi ser, kan sagtens være slutspillet for Lars Løkke Rasmussen, siger Jesper Termansen.

Hvis arvefølgen i den situation skal overholdes, vil det være partiets næstformand, Kristian Jensen (V), der skal overtage roret. Men sådan vil det ikke nødvendigvis gå, vurderer Jesper Termansen:

- Man kan ikke udelukke, at Løkkes afgang på den ene eller anden måde vil kunne udløse en magtkamp i Venstre, siger Radio24syvs politiske redaktør.

At gå ind og udfordre en siddende formand er ikke noget, man har brugt i Venstre, og Jesper Termansen mener da også, at det vil være absolut sidste udvej:

- Men som situationen ligger nu, og hvis Venstre går til valg om en uge (europaparlamentsvalget 25. maj, red.) og får en ordentlig lussing, samt hvis meningsmålingerne dratter nedad, så vil Lars Løkke Rasmussen blive holdt personligt ansvarlig for Venstres deroute. Ligesom han blev i efteråret med GGGI-sagen, siger Jesper Termansen, der også vurderer, at den nuværende brand bliver mere end vanskelig at slukke:

- Hvis han overlever det her som formand, vil der komme så intense spekulationer om, hvad der skal ske, hvis der kommer en ny sag, og hvad der skal ske i tiden efter Løkke, at det bliver meget svært at få slukket den brand, siger han.

Skaden, som Løkkes seneste pengesager påfører Venstres image, kan heller ikke overvurderes, mener han:

- Det er utroligt skadeligt for Venstres image. Man skal huske på, at Venstre er en meget sammensat organisation, hvor nogen har en gammeldags Birthe Rønn’sk opfattelse af, hvordan pengeforbruget i en partiorganisation må være, og som er påholdende med, hvad det er for udgifter, man afholder.

For ifølge Jesper Termansen er det i sidste ende et spørgsmål om, hvorvidt der gælder en særlig politisk moral, når man er helt i toppen og har været - og er - statsministerkandidat.

- Må man så selv behandle regler, som man selv synes - både i det store og i det små - som for eksempel rygeregler. Det er muligt, at det teknisk set er i orden, at Lars Løkke har sin familie med til Mallorca på partiets regning, men det er en belastning. Der vil sidde mange Venstre-vælgere, der overvejer, om de skal placere deres stemme hos Kristian Thulesen Dahl (DF) eller hos Lars Løkke Rasmussen. I den konkurrence må man bare sige, at der fremstår Thulesen Dahl som et noget mere renfærdigt alternativ, siger Radio24syvs politiske redaktør.