Med mirakelredninger og et konstant højt niveau har spanske David de Gea været altafgørende for, at Manchester United med stor sandsynlighed kan se frem til Champions League-fodbold i den kommende sæson. Snart kan han være fortid i klubben.
Den 24-årige spanske landsholdskeeper er ifølge det spanske medie Marca enig med Real Madrid om et skifte til kongeklubben. Dermed mangler kun de to klubber at blive enige om en overgangssum.
Manchester United er presset af, at spanierens kontrakt udløber næste sommer, hvorfor et salg kan blive en nødvendighed, hvis ikke David de Gea takker ja til en kontraktforlængelse, som United længe har ønsket.
Men som United-manager Louis van Gaal udtaler ifølge engelske medier afhænger det hele af David de Gea, der med sine stærke præstationer sikrede sig en plads på årets hold i Premier League.
»Vi vil have ham til at blive og håber, han skriver under. Der er tre parter involverede, og den vigtigste er altid spilleren,« siger hollænderen.
Iføle Marca kræver Manchester United 40 millioner engelske Pund svarende til over 400 millioner kroner, hvilket dog ikke ventes at afskrække Real Madrid, der er på udkig efter klubikonet Iker Casillas' arvtager.
Manchester United har endnu ikke bekræftet kontakten med Real Madrid, men klubben er så småt begyndt at forberede sig på livet uden den spanske stjernekeeper.
»Vi har en liste over målmænd, der kan erstatte ham, for vi er altid nødt til at være organiseret. Ikke kun på den position, men på alle positioner, siger Louis Van Gaal, der også forholder sig til rygterne om, at en handel med Real Madrid kan inkludere en byttehandel med Gareth Bale.
»Jeg har set, at jeg køber alle i hele verden, men sådan er det ikke.«
David de Gea kom til Manchester United i 2011 og slog siden danske Anders Lindegaard af holdet.
