Manchester United vil fortsat spille uden målmand David de Gea, der ifølge holdets hollandske manager Louis van Gaal har meddelt, at han ikke vil spille.

Sidste sæson var han klart førstevalg og måske holdets bedste spiller. Men I sæsonåbneren mod Tottenham var den spanske målmand end ikke at finde på Manchester Uniteds bænk. De Gea sad langt oppe på tribunen med landsmanden Víctor Valdés, der er blevet udstødt i klubben, sammen med danske Anders Lindegaard, der på femte år agerer reserve i den nordengelske storklub.

United-manager Louis van Gaal siger nu, at De Gea selv havde indvilget i at overlade buret til en anden. Målmandstræner Frank Hoek stillede forud for kampen mod Tottenham det klare spørgsmål:

»Har du lyst til at spille?«

Målmanden sagde ifølge Van Gaal nej.

»Så bliver jeg nødt til at tage beslutningen. Det er en proces. Vi havde observeret ham i forberedelserne, og han var ikke så god, han var ikke den samme David de Gea som tidligere. Han var min bedste spiller sidste sæson,« siger den hollandske manager ifølge The Guardian.

Derfor er den spanske målmand fortsat ikke med i kamptruppen. En beslutning, som han skulle være enig i, fortalte Van Gaal.

I stedet for De Gea var det argentinske Sergio Romero, der vogtede målet på Old Trafford. Målmanden hvis sidste klubkamp var i januar, hvor han med sin daværende klub Sampdoria tabte 0-2 til Inter Milan. Alligevel kan han fastholde sin plads hos United, selv hvis David de Gea bliver i klubben.

»Det kommer an på Romero og hans form,« sagde Louis van Gaal.

Alt imens kører transferrygterne, der sender den høje spanier til sin tidligere klub Atleticos værste rivaler Real Madrid, videre for fulde drøn. Og udlukkelsen og Van Gaals udtalelser ser ikke ud til at lægge en dæmper på dem.