Politiet leder stadig efter en knallertfører, der fredag morgen kørte en seks-årig pige ned og efterfølgende stak af i Randers.

Det oplyser Østjyllands Politi til BT.

Den lille pige, der formentlig var på vej til skole, blev væltet omkuld. Hun blev kørt på skadestuen med et muligt benbrud.

»Jeg synes, at det er groft, at man ikke er ansvarlig i forbindelse med sådan en ulykke. Det er ekstra groft, når det er et lille barn, man kører ned, så det er en, vi rigtig gerne vil have hjælp til at finde,« siger vagtchef Christian Riis.

Han fortæller, at føreren af knallerten var iført sort tøj samt hjelm med skrift på og kørte på en sort/mørk knallert med hvid skrift.

Ulykken skete fredag morgen klokken 07.56 på Hadsundvej ved Infanterivej i det nordøstlige Randers. Knallertføreren stak herefter af i retning mod Randers centrum, og politiet beder om hjælp til at finde frem til vedkommende.

Har man oplysninger i sagen kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.