Politiet leder lige nu efter en flugtbilist, der onsdag morgen kørte en pige ned og efterfølgende stak af i Viby ved Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Påkørslen skete klokken 07.30 i Aarhus-bydelen Viby, og den mandlige bilist kørte bagefter fra stedet mod Aarhus.
Ifølge TV 2 var det en 10-årig pige, der blev kørt ned, da bilisten overså den lille pige i et fodgængerfelt under et højresving.
»Han bakker tilbage og kigger på pigen og kører derefter væk i retning mod Aarhus,« siger Janni Lundager fra Østjyllands Politi til TV 2.
Den 10-årige pige blev bagefter behandlet for 'mindre knubs' på skadestuen.
Den mandlige bilist beskrives som cirka 50 år gammel, og han kørte i en nyere, hvidgrålig stationcar, hvis registreringsnummer begynder med AC.
Flugtbilisten var iført hue, briller og blå skjorte, skriver Østjyllands Politi, der meget gerne vil i kontakt med manden.
