Gus Poyet skældte ud på pressen efter Sunderlands søndags-bommert i FA Cup'en, for han mener ikke, at de britiske journalister har citeret ham korrekt.

Faktisk er cheftræneren for den nedrykningstruede Premier League-klub så gal, at han på pressemødet efter Sunderlands 0-2-nederlag til Bradford i FA Cup'en opfordrede til totalt lukkethed omkring sin klub.

»Hvis vi lukker ned omkring Sunderland og bygger en kinesisk mur omkring klubben, så ville det være perfekt,« lød det ifølge Sky Sports fra Gus Poyet.

I løbet af ugen har træneren angiveligt beskyldt klubbens fans for ikke at ønske positive ting for Sunderland og for at leve i fortiden, men de skriverier virkede Poyet ikke til at være særligt imponeret over.

»Problemet er jer (journalisterne, red.), det er ikke mig. Problemet er, at når vi lukker jer ind, og I alligevel bare går ud og skriver, hvad I har lyst til, så har vi et problem,« sagde Gus Poyet og opfordrede samtidig klubbens fans til ikke at lytte til pressen.

Sunderland ligger efter 25 kampe i Premier League to point over nedrykningsstregen.