37-årige Kevin Davies er stadig med i gamet, og veteranangriberen får sin plads i rampelyset, når miniputterne Preston North End tager imod mægtige Manchester United i mandagens FA Cup-kamp.

Fra Manchester er der 44 kilometer via M61 til Preston, og kampen ses som et naboopgør, men når Manchester United kigger over hækken og får øje på Kevin Davies, er det med et dybt suk.

Davies er en hårdfør rambuk-angriber af den gamle skole. Og i sin tid for Southampton og især de mere 350 kampe for Bolton har han gjort ondt på de fleste i den bedste engelske række ikke mindst Manchester United.

Han er den spiller, der har begået flest frispark i Premier Leagues historie og indkasseret flest og været involveret i et hav af hundeslagsmål, når bolden i Bolton-dagene Sam Allardyce-style blev flækket langt op på den brede angriber.

I Manchester United-sammenhæng står Davies noteret for en lang række hårde dueller med Patrice Evra.

Ifølge franskmanden har de to blandt andet haft følgende ophedede dialog, hvor Evra spørger:

»Hvorfor fanden skal du altid give mig så mange problemer og lave så mange frispark på mig?«

Davies:

»Fordi jeg ikke kan lide dig.«

Tidligere Manchester United-træner Alex Ferguson blev ved et middagsselskab spurgt om netop Davies, hvortil skotten køligt svarede:

»Du skal aldrig tale til mig om den knægt igen.«

Manchester United-fans har aldrig tilgivet Kevin Davies for en sand horror-tackling, der skadede Tom Cleverly.

Til Daily Mirror siger Davies, at han tog Fergusons bemærkning som en kompliment, og at Evra misforstod ham.

»Min kone og jeg mødte Evra tilfældigt på gaden en dag, og jeg stillede mig i vejen for ham, så han ikke kunne komme over vejen. Det var ment som en joke, men det forstod Evra vist ikke.«

Kevin Davies håber, at Preston kan levere en gedigen pokaloverraskelse og sende Manchester United ud, og selv om han brækkede næsen forleden i en kamp mod Chesterfield, ser han frem til kampen.

»Jeg fik næsen smadret, men det er bare med at klø på. Jeg holder stadig af den slags nærkampe,« siger veteranen, der i sin 22-årige karriere som prof står noteret for 150 mål. De gæstende Manchester United-fans vil blive godt trætte af at se ham øge den konto mandag.