Team Tinkoff Saxo fik fuld triumf, da holdet både hentede en etapesejr i Rafal Majka og den grønne trøje til Peter Sagan. Holdet manglede også i den grad oprejsning, efter Alberto Contadors kæmpe tidstab tirsdag, samt den uhyggelige nyhed, at holdets veteran, Ivan Basso, mandag blev ramt af testikelkræft.
Derfor dedikerede Rafal Majka hurtigt sejren til sin syge italienske ven.
»Det her er for Ivan Basso, som er hjemme nu, og for Bennati, som måtte forlade løbet. Og selvfølgelig for min familie og kone, som giver mig en masse power,« siger Rafal Majka efter etapen til pressen.
På en modbydelig etape, hvor flere ryttere måtte forlade etapen på vej op ad Col du Tourmalet i 35 graders varme, blandt andet Team Tinkoff Saxos Daniele Benatti, trivedes Majka anderledes godt i varmen.
»Jeg valgte ikke etapen, men jeg vidste, det ville blive hårdt. Det var ikke nemt, men jeg kan lide det, især når det er varmt. Og så fik jeg chancen af mine holdkammerater. Men jeg er kommet her for at hjælpe Alberto, og der er stadig lang tid igen,« siger han.
I morgen venter endnu en hård etape med fire kæmpe bjerge i vente.