Kevin Magnussens formel 1-comeback sluttede før det startede: Allerede på opvarmningsrunden til Australiens Grand Prix stoppede hans McLaren-Honda i en sky af røg.

»Jeg ved ikke hvad problemet var,« fortalte han efter løbet.

»Det var ikke mig der gav op – det var motoren. Der var røg, og bilen stoppede.«

Han tog skuffelsen med oprejst pande.

»Det er frustrerende - for jeg nyder jo at køre racerbil. Men det lå jo ikke i kortene, at vi skulle kæmpe for andet end at gennemføre. Det gjorde jeg så ikke. Og lige meget hvad det var der gik galt, er der noget at lære af det. Det er ærgerligt, at det her store team er så meget bagud – og på en eller anden måde også utroligt. Vi havde nok regnet med at være bagud – men ikke så meget. Det ER skuffende, men vi må bare gøre hvad der skal til for at vende udviklingen. Og jeg er sikker på at gutterne i teamet vil klare det,« sagde han.

Hans McLaren-Honda teamkammerat Jenson Button kom overraskende i mål, men sluttede på en sidsteplads med mere end to omgange op til vinderen Lewis Hamilton (Mercedes).

»Jeg blev i garagen under løbet for at se hvordan løbet gik for Jenson. Han gennemførte, og det er en lille sejr for teamet,« sagde Magnussen.

»Og det lod ikke til at han havde problemer – bortset fra at han skulle spare meget på benzinen. Vi lærer noget på hver eneste omgang – og i dag har vi fået lærdom fra 58 omgange. Det er positivt!«

Kevin Magnussen opfatter også sin egen situation som reservekører positivt.

»Efter at have været med i en løbs-weekend, kan jeg bidrage med meget mere resten af året – og jeg kan bedre forstå de andre køreres feedback.«

Først i næste uge tager lægerne stilling til om Fernando Alonso kan stille op i Malaysias Grand Prix 29. marts.

»Det ser ud til at Alonso kan køre næste løb – men hvis det bliver aktuelt, er jeg selvfølgelig klar til Malaysia!«

Røgudviklingen fra Honda-motoren antydede at den var helt færdig – og at én af de i alt fire motorer Alonso og Magnussen i fællesskab har til hele sæsonen, allerede kunne afskrives. Men Kevin Magnussen sagde:

»Jeg ved endnu ikke præcis hvad der skete - så jeg ved heller ikke, om motoren kan bruges igen.«