Tiden går og går. Tik, tak. Men der er endnu ingen afklaring på, hvordan Kevin Magnussens fremtid i Formel 1 ser ud.

Mens vi venter på Renault-ledelsens afgørelse, bringer vi her en række svar på alle de spørgsmål, der måtte være om forløbet.

Hvem er i spil?

Ifølge underlandske medier som Motorsport.com og Auto Motor Und Sport er der efterhånden kun to seriøse kandidater tilbage:

  • Kevin Magnussen.

  • Esteban Ocon.

Det er tilfældet, fordi Williams endegyldigt skulle have udnyttet den option, man har på Valtteri Bottas. Renaults sidste forsøg på at hverve finnen skulle være kuldsejlet i weekenden i forbindelse med USA's Grand Prix.

Motorsport.com har dog også bragt Esteban Gutierrez i spil til Renault-sædet som en sidste-øjebliksoutsider.

Renaults tidligere forsøg på at lokke Sergio Perez (Force India) og Carlos Sainz (Toro Rosso) til er slået fejl. Derfor er det øjeblikkelige kandidatfelt også et udtryk for, hvad der er mislykkedes.

Hvorfor trækker det ud?

Det har givet ro hos Renault, at man har formået at forstærke sig med et stort navn, som Nico Hülkenberg. Derfor lægger man ikke skjul på, at det ikke haster med at besætte det andet sæde.

»At vi har afklaret situationen med Nico køber os helt sikkert tid. Nu kan vi udskyde beslutningen om det andet sæde. Vi har nogle rookier og unge kørere i søgelyset, så det er vigtigt at se, hvordan de forbedrer sig,« har holdets teamchef, Fred Vasseur, sagt for nylig.

Hvem bestemmer?

Det er muligvis det store spørgsmål. Der har floreret historier om intern uenighed på holdet. Der skulle være alt for mange chefer med for lidt gennemslagskraft, har kritikken lydt.

Faktum er, at holdet gennem sæsonen er blevet tegnet af en stribe forskellige chefer, der på skift har udtalt sig: Teamcheferne Cyril Abiteboul og Fred Vasseur, Renault Sport Racing-præsident Jerome Stoll og de tekniske direktører Bob Bell og Nick Chester, samt motorchefen Remi Taffin.

Ifølge flere medier skulle den uklare chefrolle også have afskrækket flere store navne fra at skifte til Renault.

Senest har Auto Motor Und Sport skrevet, at der også er uenighed om de to sidste sandsynlige kandidater:

»Patrioterne på holdet vil helst have franske Esteban Ocon i bilen, mens ingeniørerne plæderer for stabilitet. De vil helst have Kevin Magnussen,« skriver Auto Motor Und Sport.

En fransk kører på et fransk hold?

Det unge franske talent Esteban Ocon (billedet) er længe blevet tildelt en favoritrolle, fordi han er fransk. Som Renault.

Renault-bossen Cyril Abiteboul har dog for nylig afvist, at det skulle tælle:

»Vi vil ikke begynde at lægge taktik ud fra nationalitet. Vi vil have en hurtig kører. Vi vil have en kører, der kan bidrage til holdet,« har det lydt fra Cyril Abiteboul.

I forhold til Esteban Ocon spiller det også ind, at han reelt er ejet af Mercedes, der har sidste ord at skulle have sagt om franskmandens fremtid. I de seneste dage er han blevet bragt i spil til Force India-sædet.

Kan Kevin Magnussen få en lang kontrakt?

Længden på Nico Hülkenbergs kontrakt er ikke offentliggjort, men Renault har dog skrevet om, hvordan tyskeren skal hjælpe holdet med ’ at skabe bedre resultater på banen i 2017 og herefter’.

Flere medier har talt om en toårig kontrakt med option på endnu et år.

Får Kevin Magnussen en ny kontrakt med Renault skal han dog ikke gøre sig forhåbninger om det samme.

BTs Formel 1-korrespondent Peter Nygaard vurderer, at der højst bliver tale om en etårig kontrakt. Og der kan i så fald allerede lure ny konkurrence allerede her.

Peter Nygaard har afsløret, at Carlos Sainz skulle være tæt på en kontrakt med Renault fra 2018. Hvilket kan skabe en ny kamp for fremtiden allerede næste år – hvis altså det bliver til en ny kontrakt med Renault.

Er de andre muligheder for Kevin Magnussen end Renault?

Det spørgsmål har Kevin Magnussen selv svaret på for nylig over for BT:

»Jeg har andre muligheder end Renault for næste år – både i og udenfor Formel 1. Og de forsvinder ikke, fordi jeg venter lidt endnu på Renaults beslutning. Jeg vil vente så længe på Renault , som jeg kan, for jeg tror virkelig på, at teamet vil kunne vinde VM om nogle år,« har det lydt fra Kevin Magnussen.

BT har tidligere skrevet om, hvordan danskeren skulle have holdt møder med andre Formel 1-hold som Williams og Sauber. Også Haas og Manor er stadig inde i billedet som ny arbejdsgiver for danskeren. Det ledige sæde hos Force India (efter Nico Hülkenberg) ser ud til at gå til anden side. Og skulle det gå til Esteban Ocon vil det være særdeles gunstigt for Kevin Magnussen.

Han har i øvrigt selv været ud på Twitter og afvise, at han skulle ende i IndyCar.

Hvornår kan vi forvente en afklaring?

Det er der i virkeligheden ingen, der ved. De gange Renault eller Kevin Magnussen har meldt ud om en deadline, er det ikke blevet til virkelighed.

Og da Nico Hülkenberg blev præsenteret forrige fredag kom det desuden som et lyn fra en klar himmel.