Kevin Magnussen havde lørdag ikke den bedste kvalifikation forud for det amerikanske grandprix – det behøver dog ikke få den store betydning for fremtiden.
Flere udenlandske medier skriver, at den danske Formel 1-kører er endog meget tæt på at få en ny kontrakt med sit nuværende hold, Renault.
Sådan lyder det hos både det velansete tyske magasin Auto Motor und Sport og hos Motorsport.com.
Men det er tilsyneladende mere af ’nød’ end af kærlighed.
Begge medier påpeger, at Kevin Magnussen lige nu står højt på Renaults kandidatliste, fordi ønskekøreren Valtteri Bottas ikke længere er opnåelig.
Finnens nuværende hold, Williams, skulle have indløst optionen på at beholde den erfarne Formel 1-kører. Lyder det.
Og her er ikke mere at komme efter for Renault, der alligevel har forsøgt at hente Valtteri Bottas så sent som i denne weekend.
»Insidere siger, at Bottas har bedt Renault om mere tid, inden Nico Hülkenbergs holdkammerat til den kommende sæson skriver under. Men efter forhandlinger i løbet af weekenden omkring USAs Grand Prix ser alle muligheder ud til at være udtømte,« skriver Motorsport.com.
Værsgo’ Kevin Magnussen.
Nu skulle den 24-årige danskers eneste rival til Renault-sædet derfor være Esteban Ocon, den Mercedes-ejede Renault-reserve, der lige nu kører sæsonen færdig for Manor. Kevin Magnussens nuværende holdkammerat, Jolyon Palmer, skulle slet ikke være et tema.
Auto Motor Und Sport skriver, at ’Magnussen har gode chancer hos Renault’.
»Patrioterne på holdet vil helst have franske Esteban Ocon i bilen, mens ingeniørerne plæderer for stabilitet. De vil helst have Kevin Magnussen,« skriver Auto Motor Und Sport.
Selvfølgelig med henvisning til, at Renault med en total udskiftning på kørersiden for andet år i træk vil starte en sæson med to nye kørere.
Motorsport.com påpeger, at Esteban Ocons fremtid udelukkende bliver afgjort af Mercedes, der ’ejer’ det unge franske talent.
Og det britiske medie gør lige kabalen lidt mere uoverskuelig - eller overskuelig om man vil. For her klargøres også, at Mercedes kan vælge at sende Esteban Ocon til det Force India-sæde, der blev ledigt, da Nico Hülkenberg skiftede til Renault i sidste uge.
»Det vil rydde vejen for en ny kontrakt til Magnussen hos Renault, der lægger vægt på erfaring,« skriver Motorsport.com, der dog også smækker en ny Renault-outsider på bordet.
Den nuværende Haas-kører Esteban Gutierrez.
Men mediet anfører, at skulle det blive til virkelighed, vil Kevin Magnussen omvendt stå stærkt i forhold til en bytte-bytte-sæde-situation og et dansk skifte til netop Haas.
Også Auto Motor Und Sport nævner i øvrigt Esteban Ocon som en varm kandidat hos Force India. Sammen med den nuværende Sauber-kører Felipe Nasr, der har 100 millioner sponsorkroner med fra Banco do Brasil.
Pyh. Det ville være fint med en snarlig afklaring.
Det amerikanske Formel 1-grandprix køres søndag aften kl. 21. Følg det live her på BT.dk.
