Når den afdøde debattør og forfatter, Mads Holger, skal bisættes på tirsdag i København, skal det både være traditionelt og samtidig en fest med mange mennesker, siger hans barndomsveninde Ditte Giese, der var venner med Mads Holger, indtil han tog sit eget liv søndag. Den 38-årige mand blev fundet i familiens sommerhus på den fynske ø, Thurø.
»Holgers mor, Mette, er opsat på at bisættelsen skal holdes i hans ånd, og derfor bliver det i Holgers yndlingskirke, Garnisonskirken. Dér hvor han blev gift med Paula (Larrain) og hans elskede mormor blev begravet fra,« siger journalist Ditte Giese, der forventer, at fremmødet bliver stort:
»Holger havde en kæmpestor berøringsflade og var vigtig for mange mennesker, og som mange andre mennesker var han forfængelig, så jeg er sikker på, at han ville være smigret over opmærksomheden ved et stort fremmøde.«
»Hvis bare man er lidt spirituelt åben, så må man tro på, at han kan mærke, at han bliver sendt afsted med en ordentlig kærlighedsfanfare. Men det bliver ikke nogen 'let' bisættelse, for der vil være mange tårer. For det er noget andet end at begrave én på 85, der har levet sit potentiale ud. Det her er bare så sørgeligt på en helt anden måde. Så det kan ikke undgås at det også bliver med meget gråd,« siger Ditte Giese til BT.
Mads Holger bliver bisat fra Garnisonskirken i København 13.00 på tirsdag d. 12. juli.
Familien oplyser, at alle er velkomne.
Mads Holger forsøgte sig i 2015 som politiker for De Konservative, men smækkede kort tid efter med døren og forlod partiet, da der ikke var enighed om partiets linje.
Forinden læste Mads Holger filosofi, men skiftede til teologi på Københavns Universitet, hvor han senere fik en bachelorgrad. Han har efterfølgende begået sig som både skribent, debattør, radiovært og forfatter.
I sit virke som forfatter skrev Mads Holger blandt andet bogen 'Alle går rundt og forelsker sig'.
Han efterlader sig sin mor, en søster, to mostre og en kæreste.