Afdøde Mads Holgers ekskone, tv-værten Paula Larrain, takker på Facebook for folks kærlige ord og respekten for, at det er en privat sag.
Hun var en af dem, der fik lov at komme helt tæt på. Journalisten Paula Larrain, der senest har været ansat på Ekstra Bladet TV, var fra 2007 til 2008 gift med debattøren Mads Holger, som døde mandag den 4. juli.
Og det er kun få ord, hun indtil videre har skrevet om hans pludselige farvel. Mads Holger valgte ifølge Politiken livet fra i sin families sommerhus på Sydfyn, 38 år gammel.
På sin Facebook-profil fortæller tv-værten, at hun efter en arbejdsskade ikke længere skal arbejde hos Ekstra Bladet TV, og i samme opslag nævner hun Mads Holger kort.
'I løbet af det seneste døgn har jeg modtaget mange kærlige ord fra jer i forbindelse med Mads Holgers tragiske død. Det er en meget privat sag for mig. Tak fordi I har respekteret dette,' skriver Paula Larrain.
Paula Larrain havde et kort, men stormombrust ægteskab med Mads Holger. Førstnævnte deltog i TV 2s underholdningsprogram 'Vild med dans' i 2007, og her opstod et drama. Paula Larrains dansepartner Rene Christensen og Mads Holger røg under programmet i seriøs infight med hinanden.
Rygterne gik først på, at Mads Holger var jaloux på sin daværende kones dansepartner, og at han ringede til Rene Christensen for at meddele ham, at han ville sørge for, at hans knæskaller blev smadret.
Ifølge Mads Holger selv var samtalen dog ikke foregået sådan. Han stod dog frem i Aftenshowet på DR og fortalte, at han havde ringet til Rene Christensen og 'talt med store ord'.
»Paula kom grædende hjem og fortalte mig nogle ting om sin dansepartner, som ikke var helt positive. Hun var meget ked af det og brød sig ikke om det,« sagde Mads Holger ved den lejlighed.
Året efter sluttede ægteskabet ifølge Se og Hør, da Paula Larrain smed Mads Holger ud af hjemmet i Lyngby nord for København.
Selv om ægteskabet med Mads Holger gik i stykker, fandt Larrain igen lykken med Frederik Bjørn. De blev gift i 2015 og har sammen sønnen Andreas på seks år.
Tidligere har hun været gift med journalisten Morten Løkkegaard, der har siddet i Folketinget og EU-Parlamentet for Venstre. Sammen har de en 21-årig søn, Sebastian.
BT har onsdag eftermiddag været i kontakt med Paula Larrain, der oplyser, at hun ikke har yderligere kommentarer.
Se hele opslaget fra Paula Larrain herunder: