Fra ’The Julekalender’ til Ramsømagle Forsamlinghus. Fra Gertrud Sand til Carsten Knudsen. BT tog med en nattergal på arbejde 25 år efter, at han og de to andre blev folkeeje som kartoffelavlere og nisser.
Det er en mørk og stormfuld aften, lyder indledningen til hvert afsnit i ’The Julekalender’, som i år har 25-års jubilæum. Og stormfuldt blev det i december 1991, dengang julekalenderen ramte lige ind i danskernes folkekomik. Det blev en af de første voksen-julekalendere i dansk fjernsyn, og der blev skraldgrinet i frokostpauserne på arbejdspladserne fra Gedser til Skagen. Udtryk som ’bob, bob, bob’ og ’Det er bårre dejlig’ blev folkeeje og er det den dag i dag. Julekalenderen er blevet genudsendt - og hold nu fast - i 1994, 2001, 2008, 2010, 2011, 2012 og igen i 2013.
Denne aften i december er lige så mørkeblå som introen til ’The Julekalender’, men stormen har lagt sig. Teglstenene på den hvidmalede gårds skråtag sidder sikkert fast i den stille, dog bidende vinterbrise sivende mellem gårdspladsen og træer, gennem marker på række og så lange, at kun lyset fra horisontens provinsbyer ødelægger illusionen om at være langt, langt ude på landet. Den gamle gård hedder Ramsømagle Forsamlingshus, gården ligger midt på Sjælland, og i aften har forpagterne annonceret med julefrokost og underholdning med komikeren Carsten Knudsen fra De Nattergale.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele det store interview med Carsten Knudsen, som spillede Gertrud Sand i den populære julekalender 'The Julekalender'. I anledningen af julekalenderens 25 års jubilæum, fortæller han blandt andet om, hvordan det var at være med i en julekalender, som pludselig blev et folkeeje i Danmark, og hvordan han kæmpede med generthed i starten.
Fra ’The Julekalender’ til Ramsømagle Forsamlinghus. Fra Gertrud Sand til Carsten Knudsen. BT tog med en nattergal på arbejde 25 år efter, at han og de to andre blev folkeeje som kartoffelavlere og nisser.
Det er en mørk og stormfuld aften, lyder indledningen til hvert afsnit i ’The Julekalender’, som i år har 25-års jubilæum. Og stormfuldt blev det i december 1991, dengang julekalenderen ramte lige ind i danskernes folkekomik. Det blev en af de første voksen-julekalendere i dansk fjernsyn, og der blev skraldgrinet i frokostpauserne på arbejdspladserne fra Gedser til Skagen. Udtryk som ’bob, bob, bob’ og ’Det er bårre dejlig’ blev folkeeje og er det den dag i dag. Julekalenderen er blevet genudsendt - og hold nu fast - i 1994, 2001, 2008, 2010, 2011, 2012 og igen i 2013.
Denne aften i december er lige så mørkeblå som introen til ’The Julekalender’, men stormen har lagt sig. Teglstenene på den hvidmalede gårds skråtag sidder sikkert fast i den stille, dog bidende vinterbrise sivende mellem gårdspladsen og træer, gennem marker på række og så lange, at kun lyset fra horisontens provinsbyer ødelægger illusionen om at være langt, langt ude på landet. Den gamle gård hedder Ramsømagle Forsamlingshus, gården ligger midt på Sjælland, og i aften har forpagterne annonceret med julefrokost og underholdning med komikeren Carsten Knudsen fra De Nattergale.
’Helt EKSTRA har vi fået Carsten til at give en ekstra underholdning som Gertrud’, skrev Ramsømagle Forsamlingshus som marketing på sin hjemmeside. Med Gertrud menes selvfølgelig Gertrud Sand, den jyske bondefrue i ’The Julekalender’, som ofte står ’under a’ mistelten!’ og ønsker sig ’så’r en foodprocessor’.
Men Gertrud Sand har ikke tænkt sig at dukke op. Den 57-årige Carsten Knudsen sidder i civilt med benene hængende ned ad scenekanten for enden af det aflange festlokale. I hvid, langærmet skjorte og sorte bukser. Rynkerne skygger for komikerens drengede ansigt med det pjuskede Tintin-hår.
»Gertrud Sand? Nej, hende har jeg ikke tænkt mig at optræde som i aften. Bliver artiklen så droppet,« spørger han kækt og retorisk, for han ved godt, hvor meget Gertrud Sand betyder for publikum. Han er udmærket klar over, at publikum ville juble og latteren brøle, så glaslysestagerne ville vælte og trække de røde duge fra de tre langborde med mod gulvet i eufori. Men nej.
Vil ikke kun være Gertrud Sand
»Da jeg begyndte at stå solo på en scene i 1998, havde jeg den tanke, at det ikke skulle være de gamle Nattergale-numre, jeg optrådte med som sådan. Jeg ville ikke bare være Gertrud Sand,« siger Carsten Knudsen, der brugte hende som galionsfigur det første par år, indtil han havde udviklet sit eget show. Han havde brug for at blive voksen, og det blev han. I dag kan han leve af sin komik.
Han peger bagud på scenen og mod sine instrumenter, hvor hans lydmand sætter det sidste udstyr på plads, og fingeren rammer også en taske med kostumer til andre karakterer, heriblandt svineavleren Gert Reinborg Jensen, der faktisk blev opfundet i De Nattergale. Helt glemt er den gamle gruppe dog ikke.
»Og jeg kan stadig blive hjemsøgt af Gertrud Sand på den måde, at hvis jeg handler i Brugsen og kigger ned i køledisken, kommer der en og siger: ‘Nå, er du også her, Gertrud Sand’, og så skal jeg da lige kigge ned ad mig selv for at se, om jeg stadig har kostumet på. For lige at være sikker. Så det er ganske hyggeligt,« siger han.
Han oplever det samme på gader og stræder, og det er bare dejligt, at han på et eller andet plan er blevet folkeeje, forstår jeg, og han fortæller, at fordi det er jul, får publikum den populære The Støvledans i aften.
»Vi havde jo regnet med, at han ville optræde som Gertrud Sand i aften. Sådan fik vi det solgt af marketingbureauet, så jeg er spændt på at se, hvordan publikum reagerer,« siger Heidi Hvid, en umiddelbar kvinde med ben i næsen, der er den ene forpagter af forsamlingshuset, der også byder på banko og livemusik.
Jukeboksen spiller Bamses Venner
Heidi Hvid står bag gårdens bar, der har næsten alt, hvad man skal bruge på en fredag aften: Billige, almindelige øl, specialøl på fad og et typisk udvalg af stærkere sprut.
Festlokalets jukeboks varmer aftenen op med Bamses Venner. Omkring Heidi Hvid går kokke og serveringspiger ind og ud fra køkkenet og gør klar til aftenens 75 gæster. De har været i gang i flere dage for at lave den store, danske julebuffet med flæskesteg, medister, rødkål, og alt der ligner. Normalt ville der nok være 150 gæster, mener forpagteren, men når Kandis spiller i nabobyen, er det ikke let at fylde salen fuldt ud. Og for at det ikke skal være løgn, giver også På Slaget 12 koncert i nabobyen til nabobyen.
»Jeg er rystet,« siger Carsten Knudsen og vader rastløst frem og tilbage oppe i lokalet, som udgør aftenens venterum for kunstneren. Et stort lokale, som er spartansk fyldt ud med et væg-til-væg-gulvtæppe, et lille spisebord, et bordfodboldbord, en mønstret sofa og plakater på væggene for gamle koncerter afholdt i forsamlingshuset: Erik Grip, Birthe Kjær, Johnny Madsen og andre, ældre danske entertainere.
»Jeg måtte ikke gå ind i køkkenet. Jeg skulle have erhvervstøj på, jeg er stadig rystet,« siger Carsten Knudsen, som åbenbart er vadet direkte ind i køkkenet for at få styr på maden og på tidspunkter. Gårdens anden forpagter, Rene Nielsen, har så fortalt komikeren – nok en anelse kontant, at almindeligt tøj ikke hører hjemme dér.
Forpagteren banker på
Det banker på døren til lokalet. Rene Nielsen åbner den og bliver stående ved trappeindgangen, da Carsten Knudsen går ham i møde. Rene Nielsen, der med sine høje kindben og mørke hår kunne ligne en lidt større version af den amerikanske skuespiller Ben Affleck, har iklædt sig jakkesæt, for gæsterne er ankommet.
»Her skal man have røget hash for at komme ind,« smiler Carsten Knudsen til ham og henviser humoristisk til den bemærkning, han fik før.
Forpagteren træder ind i lokalet. De joker lidt frem og tilbage. Køkkenet er forsinket, fortæller han, og det betyder også, at showet er det, men ikke lang tid efter har forpagteren venligt sørget for steg, frikadeller, fisk, danskvand og øl på bordet. Der er godt to timer til, at Carsten Knudsen skal på. Snakken falder på ’The Julekalender’. Den absolut mest skelsættende anekdote handler om Poul Bundgaard, der spillede den gamle nisse, Gammelnok.
»Da vi optog en scene i ’The Julekalender’, hvor Poul Bundgaard lå i sengen, og vi stod rundt omkring som nisser, og optagelsen kørte, faldt der en lampe flere meter ned fra loftet og ramte sengegærdet lige ved hans hoved. Vi var fuldstændig stivnede, men den faldt heldigvis ned bagved. Så sagde Poul Bundgaard dybt ironisk: ’Der var arvingerne nær blevet glade’.
Han griner ad den tørre kommentar. Episoden kom oveni, at det absolut ikke var nogen selvfølge, at julekalenderen blev en succes. De Nattergale begyndte at skrive på den i foråret, scenerne optog de på to måneder, musikken blev indspillet på en uge, og så måtte det ellers bære eller briste i december. TV2 havde, udover kanalens redaktør Mogens Kløvedal, ikke meget tiltro til projektet. En souschef mente ikke, at udtrykket ’at puste grise op’ (vestjysk slang for at besørge) var særlig morsomt og tilbød så meget som en halv million kroner for at standse projektet. Heldigvis troede Mogens Kløvedal stadig på projektet, og det samme gjorde De Nattergale, der havde grinet for meget under tilblivelsen til at lægge projektet i graven.
De Nattergale havde selvtilliden i orden i 1991. Gruppen havde været på kæmpe danmarksturnéer i store sale med et par hundrede job. De begyndte med at spille på caféer i midtfirserne i Odense og Aarhus, mens tv-udsendelser med musikalske indslag gjorde dem kendte på landsplan, og særligt plade nummer to med hittet Uha da-da blev en landeplage.
»Vi lænede os meget op ad hinanden og brugte vores egenskaber. Jeg var den nørdede, som kom med meget mærkelige kommentarer, og som vendte ting på hovedet. Jeg kan huske engang på scenen, at der stod en vase på orglet med plastikblomster i. Så gik jeg ind og hev blomsterne op og lod som om, jeg drak vandet fra vasen. Det var ikke planlagt, og det er et godt billede på, at det var sådan, jeg var.«
Var genert i begyndelsen
I begyndelsen turde han ikke sige ret meget. Det var først med Gertrud Sand, han lærte at åbne op, fortæller han, fordi han kunne gemme sig bag en jysk accent, han kendte så godt fra hjemstavnen i Vester Starup Sogn i Vestjylland.
»Med ’The Julekalender’ har vi nok skrevet et lille stykke danmarkshistorie,« siger Carsten Knudsen, mens han så småt er begyndt at forberede sig til aftenen ved at strække ud og klæde om. Succesen kom brat efter den lunkne optakt for julekalenderen. Men det er ikke noget at snakke om for en beskeden jyde som Carsten Knudsen, som fortæller, at succesen aldrig er steget ham til hovedet. At han aldrig har haft nykker, men blot har været glad for at kunne leve af at stå på en scene.
Forpagteren træder ind igen. Showet er atter udsat et kvarter.
»Åh, for helvede,« siger Carsten Knudsen, mens han strækker ud. Det er stressende, at noget bliver udsat, nu hvor han er begyndt at forberede sig mentalt og fysisk.
I 90erne og 00erne lærte han at stå på egne ben. Selvtilliden kom langsomt, og han blev den, der tog kontakt til pladeselskaberne. Hans show tog form, og sideløbende blev De Nattergale af og til samlet. Blandt andet lavede de julekalenderne CWC Canal Wild Card i 2001 og efterfølgeren CWC World.
»Efterfølgeren skulle vi måske ikke have lavet,« indrømmer Carsten Knudsen.
»Vi var slidte. Der kunne man mærke, brønden var ved at rende tør.«
Carsten Knudsen fortsatte ufortrødent med sine egne show, indtil både en skilsmisse og finanskrisen satte en midlertidig pause for løjerne i i slutningen af nullerne. Carsten Knudsen begyndte at læse til engelsklærer, for pludselig ringede telefonen ikke mere. Men så en dag tænkte han, at hvis han kan bruge tre-fire dage på at studere, kan han også bruge tre-fire dage på at finde job. Komikken kom på scenen igen. I 10erne har De Nattergale endda fundet sammen på turné.
De Nattergale turné 2017?
Det kan endda tænkes, at de snart optræder sammen, ligesom de gjorde i 2013 og 2015 med The Juleshow. De skal mødes i år, og så må de se, hvad der sker. Ikke at Carsten Knudsen privat er særlig julet, indrømmer han.
»Jeg tror bare, jeg skal have noget frisk luft juleaften. Frisk luft og motion. Det er sjældent, jeg spiser gris, så det skal jeg ikke have juleaften. Jeg laver det aldrig selv. Frikadeller har jeg fået nok af. Jeg er vokset op med gris i min barndom. Det var stegt flæsk, kogte grisetæer, svinelever og grisehoveder, hvor man risikerede at få en grisetand i munden.«
Det banker på døren. Gæsterne har fået mad, og showet skal snart begynde.
Carsten Knudsen har sine ritualer. Han skifter strømper. Det giver bedre jordforbindelse. Han skal have rugbrød i maven. Engang kunne han overleve på kaffe og cigaretter, men i dag kan han blive ’helt hysterisk, hvis han ikke får sin mad’. Og så børster han tænder. Krummer kan ryge i halsen, og krummer kan sætte sig på mikrofonen. Jo, og så tager han sine egne mikrofoner med på grund af bakterier.
»Vi kan jo ikke risikere, at Katja Kean har brugt min mikrofon dagen før,« griner han.
Og han mediterer. Sætter sig på stolen. Lukker øjnene.
Folk hujer og klapper, da han går på scenen. Det er segmentet 30+, men der er folk i alle aldre. Der er folk fra lokalområdet, folk fra firmafester, folk helt fra Jylland.
»Goddag, jeg hedder Carsten Knudsen, hvad hedder I?,« siger han og fortsætter:
»Oluuuf, æ står under a mistelten,« og publikum svarer: »Det er bårre dejligt.«
Carsten Knudsen fortsætter:
»Og så skal I kysse den, der sidder ved siden af. Det er da en dejlig måde at fortsætte en aften på.«
Komikeren går i gang med sine mange sketches og sange. Et stort bifald får griseavleren, der ’hellere vil være en gammel gris end et dumt svin’, det samme gør sangen Salmonella-Ella, hvor folk synger med, og ikke mindst griner folk, da en ældre herre kommer med op på scenen og danser lystigt og vildt. Et ældre ægtepar får lov at spise spaghetti som Disney-hundene Lady og Vagabonden, og det hele afsluttes med Støvledansen, hvor de tre borde igen synger med. Efter showet tager han et foto med de glade gæster, der vistnok ikke savnede Gertrud Sand.
»Det skal da ik komme an å det da,« kan man høre Gertrud Sand sige på godt vestjysk. Carsten Knudsen kan alene, selvom De Nattergale og ’The Julekalender’ nok altid vil forblive hans milepæl og et betydeligt trækplaster.
Jylland trækker også. For Carsten Knudsen bliver det tid til en gin&tonic i bilen, som han kan nyde, mens lydmanden kører bilen hjemad. Der er mange timer, til de når Risskov.
Viggo Sommer: Jeg tænkte, nu er det slut med De Nattergale
Indspilningen af ’The Julekalender’ blev en stor risiko, de færreste troede på, fortæller 59-årige Viggo Sommer.
Viggo Sommer er i ’The Julekalender’ kendt som kartoffelavleren Oluf Sand og nissernes leder Fritz. Efter mange års succes med De Nattergale lærte han at stå som komiker og musiker på egen scene og udsendte bl.a. albummet ’Så sku’ den ged vist være barberet’. For tiden optræder han stadig som solist og spiller bluesrock i sit band, Viggo Sommer and his Backhowlers.
Kan du huske, hvordan idéen til The Julekalender opstod?
»Det korte af det lange er, at vi havde været på landevejen med tre store turnéer og plader og ville lave lidt fjensyn. Vores held var, at voksenjulekalendere var opstået, at vi blev kontaktet af tv-producent Hans-Erik Saks om den mulighed, og så opstod idéen i fællesskab. Han fik en aftale i stand med TV2, og så satte vi os ned den 1. april 1991. Vi arbejdede hver dag og havde ingen fridage, før vi var færdige.«
Hvad mente TV2 om julekalenderen?
»Jeg kan sige dig, at da ledelsen på TV2 så de første afsnit, vi havde optaget, forstod de ikke en pind. Teknokraterne sad og tænkte: ’Det her var da satans, skal det nogensinde blive til noget?’ De kunne slet ikke se noget i, at der sad et jysk ægtepar og spiste frikadeller og sagde ’Det er bare dejligt’. Mogens Kløvedal var vores redaktør på den, og han var en god ven og sørgede for, at julekalenderen kom i stand, fordi han troede på den. Men alt var totalt, totalt risky, da vi udgav den.«
Hvordan reagerede du på, at TV2 ikke kunne lide den?
»Vi havde haft kæmpe succes med De Nattergale, og folk kendte os, så jeg stod med det ene ben ude af landet, for jeg tænkte, da den begyndte, at det her er enten eller, at der er risiko for, at De Nattergale lukker ned, fordi de tænker, at det her er det argeste lort, de nogensinde har set. Så da blev jeg bange og tænkte: ’Nu slutter det’.«
Hvornår vendte følelsen af frygt til det bedre?
»Der gik lige nogle dage. Jeg kan sige dig, at omkring de første fem afsnit var der ikke mange reaktioner fra folk, men da Benny trådte ind i julekalenderen, begyndte folk at blive hooked. Det var en lettelse. Og jeg havde slet ingen anelse om, at ’The Julekalender’ skulle blive så lang en historie, som den er blevet nu.«
’Humlebien, der ikke kan flyve’
Hvorfor er det stadig populært?
»For mig er ’The Julekalender’ humlebien, der ikke kan flyve. Det er mærkeligt at have skrevet noget for 25 år siden, der er så stort et hit. Og det er jeg meget beæret over. Jeg aner ikke, hvorfor det er blevet så stort et hit. Det er nok millionspørgsmålet, der aldrig bliver besvaret. Der er endda lavet et universetsstudie om hvorfor.«
Kunne den laves i dag?
»Nej, dengang var der kun DR og TV2, men i dag er der et bombardement af medier, vi bliver bombarderet med oplysninger, stress og jag. Vores julekalender ville være sovset ind i alle mulige effekter og alt muligt andet i dag. Man skal tænke på, at i ’The Julekalender’ blev der sparet på alt. Den blev optaget i en garage, og vi brugte genbrugstøj. Jeg er glad for, at vi ramte danskerne, lige inden det gik amok.«
Carsten Knudsen har haft svært ved at slippe af med Gertrud Sand-prædikatet. Hvordan står det til med Oluf Sand?
»Da jeg gik solo, var der en periode, hvor jeg havde masser af mod på alt muligt andet, men jeg var så træt af at blive identificeret med De Nattergale, hvis du forstår, hvad jeg mener. Jeg spillede med nogle blues-band, men når vi gik på scenen, fokuserede folk på mig og sagde, det er Oluf Sand, og det var uretfærdigt over for orkestret og gjorde mig lidt ked af det.«
Bliver I snart samlet igen?
»Der gik jo kun 20 år, inden jeg fik dem samlet på turné igen. Det skete i 2013 og i 2015. Det lykkedes til sidst, de skulle lige nå alt muligt andet, og nu sidder jeg og kæmper med dem igen, for jeg vil gerne ud med dem snart, meeen de har altid noget, de lige skal nå, men det har jeg ikke. Jeg bliver 60 næste gang, og vi skal huske at bruge tiden fornuftigt.«
Uffe Rørbæk: Vi ramte noget alment og universelt
’The Julekalender’ ramte danskerne med arketyper, alle kan genkende, husker 55-årige Uffe Rørbæk, der ellers fik at vide, at ’Benny ikke holdt en meter’.
Uffe Rørbæk blev kendt som Benny, københavnersnuden der sagde bob-bob, og nissen Hansi, der altid blev sat til de kedelige opgaver, fordi han havde de største tænder og det grimmeste tøj. Han forlod De Nattergale i begyndelsen af 90erne på grund af tinnitus, lagde komikken en smule på hylden og optrådte i tv-serier som ’Mit liv som Bent’ og og film som ’Dirch’. Lige nu er han ved at skrive på et manuskript til en kommende familiefilm.
Hvorfor blev ’The Julekalender’ et hit?
»Mit bedste bud er, at vi må have ramt noget, der var universelt. Dybest set handler julekalenderen om arketyper. Oluf og Gertrud kunne lige så godt bo i et parcelhus i Brønshøj. Der er noget almenmenneskeligt over julekalenderen, måden karaktererne kommunikerer på, og de konflikter der opstår imellem dem. Og da jeg genså det sidste, havde jeg fornemmelsen af, at replikkerne var friske. Vi har haft en god pen, da vi skrev det. Det er sjovt skrevet. Grebet med det dansk-engelske er også sjovt, fordi de to sprog stadig bliver mere og mere integreret. Når det er sagt, er det ufatteligt, at det stadig er så populært. Det er svært at forstå.«
Du fik tinnitus og forlod derfor De Nattergale. Savnede du ikke rampelyset?
»Jooh, jeg kunne godt savne at stå på en scene, og det hele svingede, men alt det andet savnede jeg ikke, heller ikke turnélivet. Det kan jeg bedre klare i små doser, for det er hårdt at tage rundt og spille hele tiden, og det havde vi gjort i en del år. Set i bakspejlet var det et eller andet sted en naturlig udvikling, at vi spredte os. Det har mange orkestre gjort før os. Ligesom The Beatles.«
Julekalenderen blev indspillet om sommeren. Gav det udfordringer?
»Altså, Gertrud og Oluf Sands hjem blev faktisk optaget i en garage, studiet lå ude på landet, og da det var midt om sommeren, blev der ved med at komme fluer ind. Så af og til kom der en ind med en fluesmækker, og andre gange måtte vi åbne vinduerne for at lukke fluerne ud. Indimellem blev optagelser stoppet, fordi vi blev generet.«
Hvordan kom I på din karakter Benny?
»Det var ekstremt meget teamwork, også omkring figurerne. Vi havde fra begyndelsen idéen om kartoffelavler-parret, og det var oplagt, at de skulle spille dem, fordi de er vokset op i det vestjyske. Så var vi klar over, at vi skulle have noget, der kunne forstyrre dem og blive en dramatisk motor. Så opfandt vi Københavner-Benny gennem improvisationer, hvor jeg legede figuren frem. Jeg gik hjem og viste den til min kone, og hun sagde: ’Ham kan du godt droppe, han holder ikke en meter’.«
Ingen troede på et hit - end ikke De Nattergale selv
Stolede du dengang på, at ’The Julekalender’ ville blive et hit?
»Nej, det tror jeg ikke, at nogen af os gjorde. Efter vi havde lavet de første otte afsnit, var der afslutningsaften, og der var redaktøren med sin hustru, og der kan jeg huske, at hans kone faldt i søvn. Da tænkte vi: ’Det her går aldrig’. Vi havde også pressemøde i forbindelse med udgivelse af cd’en, og at julekalenderen var blevet optaget, og journalisterne kunne slet ikke forholde sig til det og syntes virkelig, det var mærkeligt. ’Tror I, at der er nogen, som gider høre på det her,’ spurgte de os, og vi svarede: ’Det ved vi da ikke’.«
Og TV2 troede heller ikke på det?
»TV2 troede så lidt på det, at finansieringen blev tilvejebragt af producenten. TV2 gav et latterligt lille beløb, de betalte kun, hvad der ligner en tiendedel, og det er da også endt med, at de ikke ejer det i dag. Vi ejer hver en fjerdedel, vi tre fra De Nattergale og producenten Hans-Erik Saks. Allerede året efter blev det et skoleeksempel for TV2 på, hvordan det ikke måtte ske, at rettighederne endte hos andre.«
Var du bange for, at det ville blive et kæmpe flop?
»Vi var alle sammen lidt nervøse for det. I den første uges sendetid gik vi alle sammen og jokede med, at vi skulle have en standby-billet til Brasilien. Der nåede at komme den første anmeldelse i Ekstra Bladet, og den var rigtig dårlig. Da sejlede det, og vi anede ikke, hvor det bar hen.«