Utilfredshed har spillet en stor rolle i Hella Joofs liv. Hun har brokket sig over roller, hun ikke fik, tykkelsen på sine lår og umulige kollegaer. I dag ved hun, at brok uden handling er ødelæggende. For det er bedre at sige, hvad man gerne vil, end hvad man ikke vil. Det har hun lært af ’rub-stub reglen’, ’pizzareglen’ og allle de andre livsregler, hun har formuleret i en ny bog
Hella Joof husker stadig ferien på den græske ø Ios, hvor hendes smukke veninde foreslog, at de skulle spille backgammon – topløse. Venindens bryster vendte selvfølgelig konsekvent opad mod månen, mens Hella Joof febrilsk prøvede at svaje i ryggen, for at hendes brystvorter ikke skulle ramme brættet.
Situationen var symptomatisk for Hella Joofs ungdom, hvor hun prøvede og prøvede at leve op til et ideal, hvor maven skulle være flad og lårene tynde. Da hun gik på skuespillerskolen i Odense var det utænkeligt for hende at gå ud ad døren uden fuld makeup.
»Når du er ung, er du på en måde hele tiden til audition. Jeg stod helt seriøst til den fysiske træning og svedte i pudder, mascara og rouge. Jeg syntes også, at jeg havde grimme, tykke lår, men når jeg ser billeder fra dengang, kan jeg se, at det havde jeg overhovedet ikke.«
Brok og utilfredshed var hendes trofaste følgesvend i de unge år, og hun ville virkelig gerne have kendt til ’rub og stub reglen’ allerede dengang.
I al sin enkelhed går den ud på, at vælge én, som man forestiller sig at bytte med – rub og stub. Alt fra udseende til økonomi og familie.
Hver gang Hella Joof benytter den, sker der det forunderlige, at hun ikke kan finde ét eneste menneske, som hun for alvor har lyst til at bytte med.
Rub og stub reglen er bare en af Hella Joofs mange leveregler, der har gjort hendes liv lettere med tiden. LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Hella Joof om utilfredshed, brok, selvkritik og kærlighed.
Hella Joof husker stadig ferien på den græske ø Ios, hvor hendes smukke veninde foreslog, at de skulle spille backgammon – topløse. Venindens bryster vendte selvfølgelig konsekvent opad mod månen, mens Hella Joof febrilsk prøvede at svaje i ryggen, for at hendes brystvorter ikke skulle ramme brættet.
Situationen var symptomatisk for Hella Joofs ungdom, hvor hun prøvede og prøvede at leve op til et ideal, hvor maven skulle være flad og lårene tynde. Da hun gik på skuespillerskolen i Odense var det utænkeligt for hende at gå ud ad døren uden fuld makeup.
»Når du er ung, er du på en måde hele tiden til audition. Jeg stod helt seriøst til den fysiske træning og svedte i pudder, mascara og rouge. Jeg syntes også, at jeg havde grimme, tykke lår, men når jeg ser billeder fra dengang, kan jeg se, at det havde jeg overhovedet ikke.«
Brok og utilfredshed var hendes trofaste følgesvend i de unge år, og hun ville virkelig gerne have kendt til ’rub og stub reglen’ allerede dengang.
I al sin enkelhed går den ud på, at vælge én, som man forestiller sig at bytte med – rub og stub. Alt fra udseende til økonomi og familie.
Hver gang Hella Joof benytter den, sker der det forunderlige, at hun ikke kan finde ét eneste menneske, som hun for alvor har lyst til at bytte med.
Regelrytter
Når den 53-årige skuespiller, forfatter og instruktør ser tilbage, ville hun ønske, hun havde forliget sig med sin krop langt tidligere – for det er nu engang den, hun er blevet tildelt, og den har vist sit værd både til at føde, kramme og dyrke elskov med. I dag trækker hun ikke længere maven ind – og er faktisk rigtig glad for sine bryster. Hun går uden tøven i Fakta iført noget ’løst sparkedragtlignende, med brillerne på næsen og knold i nakken’. Og hun har været meget bevidst om at opdrage sin egen datter til at sætte pris på sin krop præcis som den er.
At hun er kommet mere i ’sync’ i de senere år, skyldes ikke mindst, at hun er blevet bedre til at sortere i, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Hvor hun tidligere havde en tendens til at hidse sig op, har hun i dag fundet ud af, at brok uden handling er eroderende og gør mere skade end gavn. Det og meget mere fortæller hun om i sin nye bog ’Papmachéreglen og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling’. En bog, hvor hun bruger sine egne erfaringer til at gøre os andre klogere på, hvordan vi finder glæden og lykken uden at tage så mange omveje, som Hella Joof har gjort.
Omveje har der ved gud været nogle stykker af. Bl.a. har hun lært, at man skal være meget varsom med at kritisere andres børn, medmindre man bliver spurgt direkte. Selv da må man pakke kritikken ind i masser af kærlighed. Uanset hvor gode venner man er, skal man ikke sige til folk, at de er dårlige til at opdrage deres børn, selvom ungerne hele tiden skriger og er topbelastende.
»Man skal hellere tage børnene med til stranden eller bygge en hule, for så kan forældrene se, at der er kærlighed til stede, og så siger de måske selv, at der er krudt i de unger, og så kommer I måske til at tale om det ad den vej. Kritik uden massiv kærlighed er et angreb, uanset hvordan man vender og drejer det,« siger Hella Joof, der udover at lave film, skrive bøger og holde foredrag også er fast medlem af ’Mads og Monopolet’ på P4.
Bomulds-reglen
»Særligt kvinder har en masse systemer og måder, tingene skal gøres på, og kan ryge op i det røde felt, hvis opvaskeren ikke er fyldt korrekt, eller der ligger et vådt håndklæde på gulvet.«
Er man sådan en kvinde, er det godt at kende til bomuldsreglen, der forklarer, hvorfor mænd og kvinder i parforhold tit havner i kluddermor, selv om begge har de bedste intentioner. Navnet på reglen skal minde om, at et vådt håndklæde i bund og grund består af bomuld og vand. Bomuld er en smuk blomst, og du kan vælge at se det våde håndklæde som en blomst i vand og ikke som et irritationsmoment.
Hella Joof er af den overbevisning, at livet er for kort til problemer, der kan løses på under 15 sekunder, og hun har undskyldt over for gamle kærester, at hun før var så hysterisk.
Noget af det værste, hun ved, er hængepartier mellem mennesker, hun holder af. Er hun og hendes mand blevet uvenner, venter hun højst to timer, før hun tager emnet op, og spørger om ikke de skal få snakket om det. Ligesom hun ringer og ’tager den’, hvis hun fornemmer, at hun har gjort en veninde ked af det.
Dét, Hella Joof ønsker mest, er at hjælpe, og hendes nye bog skal opfattes som en ’hjælpebog’, som man kan navigere gennem livet efter. For der findes faktisk gode huskeregler til næsten alt.
’Birkesreglen’ er indiskutabel, og går ud på at ‘vi selvfølgelig siger det, når folk har en bussemand, der sidder og vipper, hvis chefen har glemt at lyne bukserne eller har persille mellem fortænderne’. ’Med løg på reglen’ hentyder til, at det i visse tilfælde er o.k. at lyve. F.eks. ‘når folk har fået klippet helt kort Anne Linnet 80er-pandehår, der var smart til hende som den eneste i universet’.
Brok-reglen
Brokke-reglen hører til i den mere alvorlige afdeling, for er der noget, der i hvert fald ikke er godt, er det ifølge Hella Joof – brok.
»Brok uden handling er eroderende for dit selvværd. Jeg ved det, for jeg har selv været der. Talt tingene ned og troet, at mit liv var forbandet af en eller anden muggen uindbudt fe,« siger Hella Joof.
Hendes erfaring er, at brok er et signal til at handle. For hvis utilfredsheden bliver statisk, er den livsfarlig.
»Statisk brok skaber en følelse af, at vi ikke kan ændre noget, men vi kan altid ændre på tingene. Er du i en periode i dit liv, hvor alt går ad helvede til. Hvor alle er dumme, jobbet driller eller din partner skuffer dig, og du er ulykkelig og frustreret, så er du nødt til at lade pilen pege indad. Er du er den eneste, der indgår i alle ligningerne, er du nødt til at arbejde med dig selv for at finde glæden igen.«
Man behøver ikke fikse alt i èt snuptag.
»Men du kan altid få noget til at fungere,« siger Hella Joof, der har god erfaring med at støvsuge eller sætte blomster i vand, når livet sejler.
Accept eller handling
Hun kan stadig finde på at skrive et harmdirrende brev. Men – belært af erfaring – sender hun det aldrig samme dag, som det er skrevet. Derimod viser hun det til sin mand, der kan finde på at spørge, om hun bare skal have luft, eller om hun gerne vil ændre noget? Er svaret det sidste, kan det godt være, at brevet skal modereres. Så skriver hun det om og får måske ovenikøbet et positivt svar retur.
Hun ved godt, at det ikke altid er så let, som det lyder. Har du små børn, siger du jo ikke bare op, fordi du er træt af dit arbejde eller bliver skilt, fordi din mand ser fodbold hver anden aften.
Men ifølge Hella Joof er du nødt til at gøre noget – eller at acceptere tingenes tilstand. Det er også en aktiv handling. Vælger du den, skal du stoppe med at brokke dig.
»Det nemmeste er at blive liggende på sofaen og se ud over sit sønderbombede hjem. Men der opstår altså en anden energi, når vi gør noget aktivt. I overført betydning må vi godt leve med rod, men så skal vi stoppe med at brokke os over, at det roder. Der er ikke andre muligheder,« siger Hella Joof.
Selv bruger hun sine strategier, hvis hun f.eks. er havnet i et arbejdsprojekt, hvor intet fungerer. Hun har oplevet at stå med et lortemanus, eller at folk swingede dårligt. Det kan godt være, at hun i første omgang kommer hjem og hælder vand ud af ørerne overfor sin mand en enkelt gang eller to, men derefter handler hun.
»Jeg siger f.eks. ikke, at alle de andre er dumme. Jeg er klar over, at jeg selv har en andel i, at et samarbejde ikke fungerer. Det, jeg kan gøre, er at beslutte, at jeg er i godt humør, når jeg er på job og ikke spreder dårlig stemning, for brok er virkelig udmarvende,« siger hun.
Man kan beslutte sig for, at et samarbejde skal lykkes, uden at man flår hovederne af hinanden, bl.a. ved at smile, lytte og forsøge at være positiv.
»Og så tage den erfaring med sig, at det er sidste gang, man skal arbejde sammen med den og den.«
Glimmer-reglen
Når det hele i perioder er lidt mere surt, hvis kæresten er skredet, eller alle de fyre, du dater, er nitter, så er det vigtigt at minde sig selv om alt det gode, der trods alt er i livet.
Her kommer Glimmerreglen ind, siger Hella Joof og forklarer, hvordan man skal drysse glimmer på hver gang, der sker noget godt, og stille oplevelsen på den mentale kaminhylde til en ’rainy day’. Intet er for småt til at blive dyppet i glimmer. Alt, hvad der gør én glad, kan bruges, og faktisk er hun mere bevidst end nogensinde om, at glæden ligger i det små – en flok gæs på træk, et kram eller et godt måltid mad.
Som da hun kom hjem forleden, og hendes mand for første gang lavede tarteletter til aften. Da de senere sad omkring bordet sammen med Hellas 28-årige datter, følte hun sig ’fuldstændig lykkelig’.
»Tænk engang, at tarteletter indgår i lykke-ligningen. Det var jo egentlig ikke noget særligt, og så var det alligevel, fordi jeg sad sammen med de mennesker, jeg elsker allerhøjest. Lykken er banal. At se skoven blive grøn kan få mit hjerte til at svulme,« siger hun og dvæler et øjeblik ved de gule blade, der daler ned på det regnvåde fortov udenfor.
Der er i det hele taget kommet en anden ro på Hella Joof i takt med, at hun er blevet ældre. Da hun var ung, gjorde det ondt, når der var en anden, der fik en rolle, og hun ikke fik – men med alderen har hun opdaget noget:
»Jeg troede fejlagtigt, at når hende den anden havde fået, så kunne jeg ikke også få. Men det er helt forkert. Der er nok til os alle.«
Det blev bevist den sommer i Grækenland for mange år siden. For det kan da godt være, at det ikke lykkedes hende at score ham den lækre canadier på stranden – men så scorede hun jo en anden.
»Måske får du ikke altid dét, du tror, du allerhelst vil have, men så får du et andet job eller en anden kæreste. Og måske var det lige præcis dét, du skulle have. Der er så mange uopdagede muligheder, hvis vi tør tænke ud af boksen, og der kan opstå muligheder, hvor vi mindst af alt venter det.«
Pizza-reglen
Hella Joofs erfaring er, at det vigtigste er at vide, hvad man vil. I mange år vidste hun kun, hvad hun ikke ville. Her kom Pizzareglen ind i billedet. For vil du gerne have noget, er du nødt til at sætte ord på, på samme måde som når du bestiller en pizza.
»Jeg siger ikke, at man altid får sine ønsker opfyldt, men beder man ikke om noget, er det helt sikkert, at man ender med det, der er tilovers, når de andre har taget for sig,« siger Hella Joof.
Senest har Pizzareglen betydet, at hun er flyttet på landet. Helt derude, hvor der er marker og køer. Egentligt ville hun bare gerne have – en have. Sammen med sin mand har hun trawlet husannoncer igennem og kigget på alt muligt.
»Pludselig poppede det her hus op på nettet. Det var længere ude på landet, end vi egentlig havde forestillet os, men vi kørte ud og så på det en råkold januardag – og var solgt. Jeg blev øjeblikkeligt forelsket og nyder at bo for enden af en vej omgivet af himmel, skov og marker.«
Selvom det var lidt af en tilfældighed, at Hella Joof og hendes mand Snit flyttede på landet, er de fuldt ud bevidste om, at de nu benytter Pizzareglen.
Parret har smidt en masse ideer og drømme op i luften uden helt at vide, hvor de lander. Men de har formuleret, hvad de godt kunne tænke sig, på samme ukomplicerede måde, som hvis de skulle bestille en pizza med ost, skinke og ananas.
»Måske skal vi lave kurser eller et haveprogram, måske bygger vi den gamle hestestald om, så folk kan bo dér. Vi er i gang med at sætte en masse skibe i søen ud fra ideen om, at så er der garanteret noget af det, der lykkes. Vi mennesker er så tilbøjelige til at tænke: ’Nej, det går nok ikke’. Selvfølgelig skal man ikke bestille flyttevognen, før man står med lejekontrakten i hånden, men man skal tro lidt mere på, at ting kan komme til at ske,« siger hun.
I tilældet Hella Joof er livets kurve opadgående, og hun begræder ikke den tabte ungdom.
Hun har ligesom været i byen og løbet rundt i København K i højhælede sko klokken fem om morgenen. Nu er det nogle andres tur til at lukke og slukke på Jazzhouse.
»Selvfølgelig kan det føles vemodigt, men jeg fokuserer på, at vemodet netop er en konsekvens af alt det gode, jeg har oplevet, og jeg kan mærke, at det bliver erstattet af noget, der er mindst lige så godt.«
Tidligere levede og åndede hun for weekenden, nu gør hun en dyd ud af gøre hverdagen dejlig.
For hende er det at betragte solnedgangen eller en flok hjorte, der løber henover marken, ren og ufiltreret livskvalitet. Sætningen ’er her ikke dejligt’ genlyder hver eneste aften, når Hella og hendes mand sætter sig op på udkigsbænken bag huset. For her er højt til loftet – og også plads til bryster, der ikke nødvendigvis er i verdensklasse.