Liverpool har fået en haltende start på sæsonen med bare syv point i fem kampe. Holdet har manglet anfører Jordan Henderson, som blev skadet allerede i sæsonens første hjemmekamp mod Bournemouth, og det ser ud til, at holdet må undvære kaptajnen i en længere periode.
Henderson fik en hælskade i anden runde, og den generer ham stadig så meget, at han nu er rejst til New York for at få hjælp hos en ortopædisk specialist. Det skriver The Guardian.
Mens Henderson har været fraværende, har Liverpool kun høstet et enkelt point i den målløse kamp mod Arsenal, mens det er blevet til nederlag mod både West Ham og Manchester United.
Til gengæld kan manager Brendan Rodgers glæde sig over, at Adam Lallana er ved at være spilleklar igen. Han træner igen efter sin skade i låret og forventes at komme i spil til truppen mod Norwich på søndag.