For danske tv-seere er Carsten Werge og Champions League nærmest synonyme. Den 56-årige kommentator har dækket Europas fornemste klubturnering for Viasat siden 1998 og fortæller her med egne ord, hvordan en typisk Champions League-uge ser ud for ham.
»Jeg har PSV Eindhoven mod Manchester United i første runde.«
»Jeg læser meget. Jeg snakker med kommentatorer fra andre lande, som jeg har lært at kende gennem hele mit arbejdsliv. Jeg skal også have fat i Simon Poulsen for lige at sludre lidt med ham, fordi jeg ikke er lige så skarp på PSV, som jeg er på Manchester United.«
»Jeg har lavet det her i så mange år, så jeg har min egen database, som er ret interessant. Den er bygget op på min egen computer med alle mulige og umulige info. Jeg gemmer alle gamle plancher fra min tid som kommentator. Så hvis jeg for eksempel som for nylig havde APOEL i en kvalifikationskamp, kan jeg dykke ned i mit gamle arkiv og finde ud af nogle ting, som kunne være sjove at bringe på banen, når jeg kommenterer. Det kan være en lille sjov detalje på en spiller.«
»Noget af det rigtig sjove, når vi rejser rundt med Champions League er, at selv Frimann bliver genkendt. Det er sjovt at komme til Belgien med Frimann, hvor folk ved, at det var ham, der var en fantastisk spiller i Anderlecht. Eller komme til Italien med Preben, hvor jeg selv i Napoli har været ude for, at folk nærmest ville give ham gratis pizza, fordi det var Preben Elkjær. Det er lidt sjovt at se, hvor store de er, de drenge.«
»I gamle dage rejste vi altid ud dagen før en kamp. Virkeligheden er en anden i dag, hvor vi som regel rejser ud på dagen, medmindre det er en bøvlet rejse. Jeg står op klokken seks onsdag morgen, tager i lufthavnen kvart i syv. Vi flyver til Bruxelles, selv om vi skal til Eindhoven. Så bor vi på et hotel lige på den anden side af lufthavnen i Bruxelles. Derefter kører vi til Eindhoven, henter vores akkreditering og stiller vores udstyr op. Vi får sen frokost, inden vi er på stadion i hvert fald tre timer før kampstart. Vi kommer oftest først fra stadion 23.30 om aftenen. Tilbage på hotellet, og så flyver vi hjem næste morgen.«
»I løbet af dagen taler Per (Frimann, red.) og jeg faktisk ikke ret meget sammen. Det er først, når vi nærmer os kampstart. Vi prøver at holde noget tilbage, som den anden ikke skal vide for netop at kunne overraske. Han får faktisk aldrig ret meget at vide, hvis jeg synes, jeg har nogle små guldkorn, jeg kan lave fis med.«
»Det er meget sjældent, jeg har den der fornemmelse af, at ’hold kæft, i dag sad det hele bare lige i skabet, og jeg lavede ikke én fejl’. Skal jeg være helt oprigtig, sker det måske to gange på et år – og det gælder ikke kun Champions League, men alle kampe, jeg laver. I finalen 2005 mellem Milan og Liverpool vil jeg nok sige, at der ramte jeg sgu loftet den dag.«