Da 'Familien fra Bryggens' ældste medlem, Mopper, døde tilbage i november, efterlod hun et gabende hul i den farverige familie. I det nyeste afsnit af 'Familien fra Bryggen' mindes Linse Kessler sin mor ved at besøge et af hendes absolutte yndlingssteder.
»Det er første gang, jeg er på Haraldsborg, og Mopper ikke er her mere og heller ikke her på Haraldsborg, og det er en underlig følelse,« siger en tydeligt berørt Linse Kessler i afsnittet.
Haraldsborg var Ann Patricia 'Mopper' Christiansens stamværtshus, hvor hun ofte lagde vejen forbi for at få sig en kold porter og en god sludder.
Linse Kessler er kommet på værtshuset på Islands Brygge lige siden, hun var en lille pige. Hendes far, Ole Kessler, var nemlig medejer af Haraldsborg, og det var her, ham og Mopper mødte hinanden.
»Vi var jo værtshusbørn, fordi vores forældre altid var på værtshus,« har Linse Kessler tidligere sagt om sig selv og sin bror, Mikkel Kessler.
Under første besøg på Haraldsborg siden Moppers død, bestiller reality-stjernen en drink, der minder hende om de gode gamle dage.
»Jeg vil gerne have en kakaomælk ligesom dengang, jeg var lille,« siger Linse Kessler smilende til den nuværende ejer Peter Rex, som ofte har optrådt i brygge-familiens populære reality-program, og som kendte Mopper bedre end de fleste.
»Det er altid dejligt at se Peter. Jeg holder rigtig meget af Peter. Han er jo en form for familie. Jeg har kendt ham, siden jeg blev født, og han har altid været så god ved Mopper. Både i de yngre år, men også især da hun blev ældre,« siger Linse efter gensynet med barejeren.
Selvom det er en tydelig berørt Linse Kessler, der besøger det stamværtshus, hvor Mopper har tilbragt utallige timer, fortryder hun ikke, at hun lagde vejen forbi.
»Jeg kan godt lide at besøge Haraldsborg, også selvom Mopper ikke er her mere,« konstaterer Linse Kessler og tilføjer:
»Her er hjemligt, hyggeligt, lokalt og varmt.«
Ann Patricia 'Mopper' Christiansen var 78 år gammel, da hun den 21. november døde efter en kort kamp med en alvorlig sygdom. Familien Kessler har ikke ønsket at fortælle, hvilken sygdom, der var tale om, fordi Mopper ikke selv ønskede, at den brede offentlighed skulle have nærmere kendskab til sygdommen.