Selvfølgelig kom Dronningen på scenen. I skikkelse af Preben Kristensen. Og selvfølgelig var hendes nye smartphone ikke en iPhone - men en wePhone.
Sådan var det faktisk hele aftenen igennem ved premieren på 'Linie 3 Live 2012'. Linie 3 med alle seks ben placeret i både fortiden og nutiden. Eller i en meget stor tidslomme.
Spørgsmålet før torsdagens premiere:
Er Linie 3 blevet til Linie 60?
De var sidst i Glassalen for otte år siden. I dag er showscenen mere kantet, syret og ørkensyndig end dengang. Før premieren på det nye show 'Linie 3 live 2012' har mange spurgt, om trioen overhovedet har sin berettigelse i dag. Vist også dem selv.
Bedømt ud fra et forsalg på 85.000 billetter til den kommende turné må man konstatere, at der er et publikum.
Indrømmet, jeg har aldrig været den store fan. Jo. Trioens kvaliteter som showmen, sangere, fortolkere er indiskutable. Men som komikere har Linie 3 altid virket lidt, som om Monty Python aldrig var sket. Som dansk humors svar på Othellolagkagen. Lovlig meget flødecreme og chokoladeglasur.
Men slam! Sat'me om ikke de tre showmestre smed lagkagen direkte tilbage i fjæset ved premieren torsdag aften i Glassalen.
Det nye show starter hæsblæsende med en selvparodierende videosekvens, filmet af Gordon Kennedy. Las Vegas, alle pengene er væk, pyramider - og ham der Preben Kristensen er han ikke sådan lidt...? Det hele kommer på bordet fra start.
Sådan fortsætter det. De tre efterhånden aldrende showmen tager udgangspunkt i deres egen karriere. Det kunne blive selvfedt og selvhyldende, men opleves ikke sådan. Sketchen med 'Toy Story'-figurerne Buzz Lightyear, Woody og Rex, som de tre lægger stemmer til i de danske versioner, er sarkastisk på den bittert-søde måde. Fuldstændig som Randy Newmans sange til filmene.
Det klæder de Bircow, Kristensen og Eje, at de først og fremmest bruger satiren mod sig selv.
Vi plejer jo at gøre sådan her - nu twister vi den lige en tand.
Bortset fra en klar svipser efter pausen med en klassisk Linie 3-diskussion, som er decideret usjov, fungerer det. Linie 3 bliver aldrig Krysters Kartel. Eller omvendt.
Men de er lidt skarpere, lidt mindre mondæne denne gang. Selvfølgelig er de blevet ældre og grå. Bircow har passeret 60. Men på en måde virker de næsten yngre, end det Linie 3, man husker fra 'Tv i teltet' i nittenhundredeoggrønhvidkål.
Ligefrem surrealistiske i to sketches i første afdeling, en forrygende russisk opera - og en pjanket ballet. Det er ikke revolutionerende, men det er nyt i Linie 3.
Selvfølgelig er der først og fremmest sangen og musikken. Den væsentligste grund til at folk kommer. Hvis stemmerne efterhånden er lidt rustne, hører man det ikke. Nu gør det jo ikke sagen værre, at de blandt andet har valgt en håndfuld af undertegnedes favoritter.
Mamas & Papas-versionen af 'Dream A Little Dream Of Me', Billy Joels masterpiece (et af mange) 'The Longest Time', Preben Kristensen solo i Arthur Hamiltons 'Cry Me A River' og en politisk ukorrekt version af 'Bohemian Rhapsody' - 'Bøhmisk rapsolie'. Den er både sjov og hamrende sikkert, nærmest overvældende leveret. Der bor åbenbart en Brian May i Thomas Eje. Det har han vist før. I øvrigt leverer han en virtuos version af det tudsegamle 'Love Is Just Around The Corner'.
Specielt trioens både uofficielle og officielle leder, Preben Kristensen, virker, om ikke sammenbidt, så uhyre determineret. Skarp, som sagt. Man vinder næppe Cavling-prisen for at konstatere, at hans talent er alsidigt. Men det kunne være spændende at se ham trykke den af i et soloshow.
Linie 3 i dag er kabaret, revy og Sinatra og barbershop, som var det oprindelige udgangspunkt.
Det er super selvironisk, og hold kæft - nå nej, det er jo Linie 3 - hold bøtte, hvor det swinger..
PS: Den ene korsangerinde, Gry Trampedach, udsendte for ti år siden et mere end habilt rockalbum. Hvornår kommer der et nyt?
Premiere torsdag aften i Glassalen i Tivoli: 'Linie 3 live 2012'. Preben Kristensen, Thomas Eje og Anders Bircow. Kapelmester og musikalsk arrangør Jan Glæsel. Linie 3's turné kører frem til 1. december.