'Endelig': Buzz Lightyear fyrer Linie 3
Preben Kristensens, Thomas Ejes og Anders Bircow blev i dag fyret på gråt papir af deres alter egoer i 'Toy Story'-filmene.
Preben Kristensens, Thomas Ejes og Anders Bircow blev i dag fyret på gråt papir af deres alter egoer i 'Toy Story'-filmene.
Egentlig troede man, at Linie 3 stod overfor et stort anlagt comeback i Tivoli med premiere 12. april.
Men ikke hvis det står til Preben Kristensens, Thomas Ejes og Anders Bircows alter egoer i de dansksprogede versioner af 'Toy Story'-filmene. Figurerne Woody, Buzz Lightyear og dinoen Rex.
Dagens pressemøde startede nemlig med, at de tre figurer fyrede Linie 3.
- De er blevet for gamle, udtjente, og alt for kedelige. De står jo bare og synger og synger, som Woody, alias Preben Kristensen siger.
En harmløs lille sag. Men også en selvironisk og små-besk kommentar til de mange, der sætter spørgsmålstegn ved deres berettigelse i 2012.
Det er otte år siden, Linie 3 proklamerede, at nu var det slut. Siden har Thomas Eje været en tur til USA for at afprøve sine solistiske ambitioner i Las Vegas.
Men nu står de så igen på præcis samme scene, der i en årrække gjorde dem til landets største show-succes.
- Om der er nerver? Ja, er du sindssyg. Det skal der være. Det er kunstnerens vilkår. Selvfølgelig er der tvivl. Tvivlen er en kunstners bedste ven. Uden den kommer man ingen vegne. Så snart man bliver skråsikker går det galt. Det tror jeg gælder de fleste ting her i livet, hvis det må være lidt dybt, sagde Thomas Eje, da Linie 3 fredag præsenterede deres nye show for pressen.
De har solgt hele 85.000 billetter inden premieren den 12. april.
Til minde om manager
Gør I det for pengene skyld?
- Fanden skulle stå i det, hvis vi Ikke tjener penge på det. Det er jo vores job. Ellers ender vi på støtten. Tænk hvad det sparer den danske stat for, som Preben Kristensen siger det.
Der er to andre grunde. Mindst. Lysten til at arbejde sammen – og ønsket om at hylde manden, der i sin tid opdagede Linie 3 og som senere blev det fjerde medlem, manageren Niels Wenkens. Han døde i 2011
- Det var Niels store ønske at se os på scenen igen. Han talte om det lige til det sidste. Vi fik desværre aldrig taget os sammen. Det er vi ret kede af i dag. Klart at hans store ønske har en betydning for, at vi står her i dag. Han er her i ånden, det er jeg sikker på. Måske sidder han lige her ved siden af. Det var et tæt samarbejde i alle årene. Det er først og fremmest hans skyld, at vores samarbejde kom op i dette format. Det var jo bare for sjov i starten, siger Thomas Eje.
Som en lille hyldest synger de tre deres managers yndlingssang i showet. Der er en smule genbrug, blandt andet deres Beach Boys-medley.
- Det laver vi simpelthen, fordi det gør os glade. Der var en kvinde, der skrev på facebook, om ikke vi ville give det igen. Hun blev så glad, når hun hører det, skriver hun. Anders, Thomas og jeg har opdaget, at det gør vi sørme også. Så hvorfor ikke synge det igen.
Som i gamle dage
Siden nyheden er der spekuleret en del i, om man ser Linie 3 i nye klæder. Inspireret af stand-up'ere og Ørkenens Sønner.
- Det er efterhånden blevet et kliché-spørgsmål. De mange komikere, der er kommet frem. Lægger de pres på os? Vi holder os til det, vi er bedst til. Folk forventer et Linie 3-show med sang og sjov. Lidt har vi forandret os. Der er nok lidt mere sang, lidt mindre sjov denne gang. Sådan er det blevet, fordi det føles naturligt for os, siger Preben Kristensen.
Og Thomas Eje tilføjer:
- Om vi bør forandre os - det er ikke en diskussion, der fylder noget hos os. Det er lidt som at sige til Novo Nordisk – det går godt med pillerne og insulinen. Hvorfor producerer I ikke cykler?
Toy Story-sketchen tyder på lidt selvironi?
- Er du gal mand, vores største inspirationskilde er den kendte italienske maestro Senor Selironini, siger Thomas Eje.