Den omfattende dopingrapport fra Anti Doping Danmark, ADD, og Danmarks Idrætsforbund, DIF, høster flotte roser fra Travis Tygart, der fældede Lance Armstrong for brug af doping og dermed punkterede amerikanerens image for altid.

Travis Tygart er direktør for ADDs pendant i USA, U.S Anti-Doping Agency, USADA, og han er begejstret for det arbejde, som de danske instanser efter lang produktionstid fremlagde på tirsdagens pressemøde i Idrættens Hus i Brøndby.

Det fortæller direktøren i Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm Hansen, til bt.dk.

»Travis Tygart skriver i mailen, at undersøgelsesgruppen har gjort et fantastisk stykke arbejde med at holde et stramt fokus på cykelsportens fremtid og de ting, som er gode for rene atleter. Det er virkelig fedt,« siger Morten Mølholm Hansen.

bt.dk har set Travis Tygarts mail til den danske undersøgelsesgruppe.

Travis Tygart er lidt af et fyrtårn, når det kommer til doping i cykelsporten. I 2012 konkluderede USADA under ledelse af Tygart, at den mangedobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong havde benyttet sig af ulovlige præparater i sin aktive karriere. Tygart meldte ud, at man ville fratage Armstrong alle sine sejre helt tilbage til 1998, og sådan gik det som bekendt, da den internationale cykelunion, UCI, senere udførte straffen og blandt andet fratog Armstrong syv Tour-titler.

Morten Mølholm Hansen mener, at Tygarts rosende ord har stor betydning for hele undersøgelsesgruppen og især Anti Doping Danmark, der samarbejder over landegrænserne med andre dopinginstanser.

»Tygarts ord giver pondus og prestige til Anti Doping Danmark i fremtiden. Det giver et indtryk af, at vi i Danmark godt ved, hvad det handler om, når det kommer til bekæmpelse af dopingbrugen,« siger Morten Mølholm Hansen.

Også den internationale cykelunion, UCI, roser danskernes dopingarbejde.

»Vi vil gerne takke dem for deres bidrag til at genopbygge tilliden til vores sport. Siden valget af Brian Cookson (UCIs præsident, red.) har UCI samarbejdet mere effektivt med alle anti doping-organisationer, og vi har underskrevet et hidtil uset antal af aftaler om at dele materiale med hinanden, herunder også med Danmark. Det er vigtigt, at vi er åbne om de ting, der er sket i fortiden, så fejlene ikke gentager sig. Vi vil nu studere rapporten og diskutere dens indhold med Anti Doping Danmark,« skriver UCI til bt.dk.

Efter at have arbejdet i to et halvt år fremlagde ADD og DIF tirsdag en rapport på næsten 100 sider, hvis formål har været at kortlægge doping i dansk cykelsport i årene 1998-2015.

I rapporten gives der blandt andet anbefalinger til, at personer, der i fremtiden vil ind i cykelsporten - det kunne for eksempel være Bjarne Riis - skal egnethedsvurderes og pålægges en sandhedspligt. UCI har allerede foreslået en såkaldt 'fit for purpose'-test, og den danske rapport går så skridtet videre og foreslår at indføre sanktioner, hvis de afhørte bliver taget i at lyve.

bt.dk har spurgt UCI, om organisationen vil være villig til at indføre det danske forslag, men cykelunionen har ikke kommenteret på spørgsmålet.

En af de personer, som får tæsk i rapporten, er netop Bjarne Riis, hvis troværdighed ikke er stor i undersøgelsesgruppens øjne. I hvert fald konkluderer den flere steder, at Bjarne Riis ikke fortæller sandheden om doping.

I rapporten erkender Bjarne Riis, at han benyttede sig af bloddoping i 1997, og at han havde kendskab til sin tidligere rytter Tyler Hamiltons samarbejde med dopinglægen Eufemiano Fuentes.

Fredag undskyldte Riis for sine handlinger - eller mangel på samme -  i et interview med TV2 Sport og erkendte, at han ikke var sit ansvar voksen som leder i de tidlige år på Team CSC.