BT'S MADSKOLE

En lasagne skal være fuld af smovs, sovs og smag. Heldigvis kan det sagtens lade sig gøre samtidig med, at du smugler grønt og andet sundt ind i den. BT’s grøntsagskok giver dig alle sine bedste fif.

Hvem elsker ikke lasagne? Kød, sovs, ost og smag - i lag.

”Lasagne bare et hit. Det gode ved lasagne er, at det smager helt vildt godt. Og så er der bare noget lækkert over mad i lag. Lasagne er en af mine favoritter,” siger BT’s grøntsagskok Anna Bartels.

Den klassiske lasagne stammer fra Italien, hvor den er født med kødsauce, bechamelsauce, lasagneplader og ost. Men lasagne er en ret, der kan varieres i det uendelige. Du kan lave fiskelasagne, kyllingelasagne, grøntsagslasagne eller noget helt fjerde.

”Lasagne kan fyldes med nærmest alt,” slår Anna Bartels fast.

Selv deler hun i denne uge sin opskrift på mexicansk lasagne med BT’s læsere. Lasagnen er krydret med masser af krydderier og chorizo.

”Der er faktisk ikke så meget chorizo i den, men der er nok til at give lasagnen masser af smag og en fornemmelse af kød,” lover Anna Bartels.

Hovedingrediensen er af en helt anden slags. Det er nemlig kål, der spiller hovedrollen i BT-kokkens mexicanske lasagne.

”Selvom der er et helt spidskål i, er det snittet så fint, at det ikke giver den dér sunde grøntsagsfornemmelse, som mange grøntsager ellers godt kan give. At snitte det fint og stege det med krydderier er en super god måde at få flere grøntsager ind i lasagnen,” siger Anna Bartels.

Dertil kommer, at kålen langt fra er alene. Den får i følgeskab af bechamelsauce og ost på toppen.

”Det giver bare lige det ekstra lækre, som en lasagne helt klart skal have,” siger hun og lover i øvrigt, at lasagnen smager endnu bedre dagen efter som restemad.

I Anna Bartels opskrift, skal du i øvrigt selv lave bechamelsaucen. Det kan du nemlig sagtens.

”Jeg har selv brugt mange år på at tro, at bechamel var svært at lave. Men så viste min mor mig, hvordan jeg skulle gøre. Bechamel er slet ikke svært,” lover Anna Bartels.

Hemmeligheden er så simpel, at du bare sørger for at stå ved gryden og røre rundt hele tiden.

”Du kan selvfølgelig godt købe bechamelsaucen. Men der er bare noget ved selv at lave den. Den smager bedre, det er billigere, er nemt - så hvorfor ikke?,” siger hun.

Mexicansk lasagne med kål og chorizo (4-6 pers)

Kålsauce:

  • 100 g hel chorizopølse (ikke pålæg)

  • 1 løg

  • 1 spsk tørret oregano

  • 0,5 spsk stødt spidskommen

  • 0,5 spsk chiliflager

  • 1 spsk paprika (gerne halv paprika og halv røget paprika)

  • 1 stort spidskål

  • 1 dåse tomatpure

  • 1 dåse flåede tomater

Bechamel:

  • 1 stor spsk smør

  • 1 stor spsk mel

  • 6 dl mælk

  • 1 håndfuld revet ost

  • salt og peber

  • lasagneplader (gerne fuldkorn)

Sådan gør du:

Kålsauce: Start med at pille skindet af din chorizopølse og skære den i små, grove tern. Steg ternene i en gryde ved middelhøj varme, til fedtet begynder at smelte. Skræl og hak løg og kom det i gryden. Hak spidskålen fint og kom krydderier og kål i gryden. Steg det hele i 5 minutters tid, til kål og løg er bløde. Tilsæt så tomatpure, dåsetomater og 2 dl vand. Lad det hele simre under låg, mens du laver bechamel og smag så til med salt.

Bechamelsauce: Smelt smør i en lille gryde ved mellemhøj varme, tilsæt mel og pisk derefter et par minutter for at riste melsmagen væk. Pisk hele tiden. Tilsæt 2 dl mælk, tag gryden af varmen og pisk til en ensartet ‘creme’. Sæt gryden tilbage på varmen, tilsæt resten af mælken og pisk til en ensartet sauce – den skal lige op og koge i et minuts tid, mens du pisker hele tiden, så vil den tykne. Tilsæt revet ost, godt med salt og peber og stil gryden til side.

Lasagne: Læg lasagnen i lag i et smurt ildfast fad. Først en smule kålsauce, lasagneplader, kålsauce, bechamel, lasagneplader, kålsauce, bechamel osv. Lav 3 lag af lasagneplader og slut med bechamel. Drys gerne med lidt revet ost og tørret oregano på toppen og bag lasagnen ved 180 grader varmluft i cirka 30-35 min. Server evt. med en grøn salat.

 

SPONSERET INDHOLD: Snit nemt grøntsagerne med de bedste mandolinjern på markedet