Michael Laudrup havde let til smil, da han mandag eftermiddag blev præsenteret som ny cheftræner for Al-Rayyan i skyskraberen The Torch i Doha foran pressefolk fra både England, Spanien, Danmark og flere lande på den arabiske halvø.

Og man forstår hvorfor. Laudrup har ikke blot fået titlen ’cheftræner’ i Al-Rayyan. Det nærmeste, Danmark kommer en fodboldsheik, skal de kommende to år også agere teknisk direktør for Qatars forsvarende mesterklub.

»Han får en managerrolle, som vi kender det fra Premier League,« siger Al-Rayyans generalsekretær, Abdulla Azzeddin Al-Mutawa, til BT.

Laudrup skal dermed stå for indkøb af spillere til den trup, hvor paraguayanske Victor Caceres, sydkoreanske Koh Myong-jin og spanske Sergio Garcia er de største stjerner blandt de mange lokale spillere, der skal være på alle klubhold i Qatar.

Men den danske træner har mange andre grunde til at lade smilet få frit løb. Michael Laudrup bliver med sin nye kontrakt den bedst lønnede træner i Qatars liga, samtidig med at han scorer den største kontrakt i sin egen karriere som træner.

Tallene er divergerende, men at der er tale om et højt millionbeløb af tocifret karat, hersker der ingen tvivl om.

»Hans løn skal modsvare det høje niveau og det navn, han har. Og det gør den. Det er en god aftale. For både Michael Laudrup og Al-Rayyan,« lyder det fra Abdulla Azzeddin Al-Mutawa, når talen falder på Laudrups kontraktlige forhold.