Danmark risikerer at blive en regulær flygtningemagnet, hvis det ender med et nej ved torsdagens EU-afstemning.
Ovenstående advarsel kommer fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, der peger på, at Danmark ved et nej kan miste muligheden for at udsende asylansøgere.
Det skriver Jyllands-Posten onsdag.
»Man kommer (Ved et nej, red) til at stå med en risiko for at være betydeligt afklædt og ende som asylmagnet i større omfang, end hvis man vælger det andet spor,« siger Lars Løkke Rasmussen til avisen.
Ved torsdagens folkeafstemning skal vi stemme ja eller nej til at omdanne det danske EU-retsforbehold til en såkaldt tilvalgsordning. Danmark har haft forbeholdet siden 1993, og det medfører, at vi ikke tilslutter os EU's regler om retlige og indre anliggender. Det er i høj grad områder, som politi og retlige myndigheder tager sig af - det inkluderer også asylregler.
Baggrunden for, at Lars Løkke Rasmussen har tændt advarselslampen under 24 timer før valgstederne åbner, er, at Danmark i dag deltager i det europæiske Dublin-samarbejde. Det samarbejde skal sikre, at asylansøgere får deres sag behandlet ét sted. Det betyder i praksis, at Danmark kan sende en flygtning ud af landet, hvis vedkommende allerede har søgt asyl i et andet land.
Senest har EU-kommissionen præsenteret et forslag, der går på at indføre kvoter til at fordele Europas flygtninge mellem landene. Det skal kunne aktiveres i særlige tilfælde, hvis der opstår akutte situationer, hvor Europa oplever en særlig stor tilstrømning af flygtninge. Det kvotesystem skal skrives ind i en ny Dublin-forordning.
Juridiske eksperter vurderer ifølge Jyllands-Posten, at Danmark enten skal sige ja til at acceptere de nye Dublin-regler - inklusive flygtningekvoterne - eller alternativt droppe samarbejdet.
Det vil i så fald betyde, at Danmark ikke kan udsende flygtninge, der allerede har søgt asyl i et andet land.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen kan ovenstående scenarium afværges, hvis vi stemmer ja torsdag og udskifter det danske retsforbehold med en tilvalgsordning.
Hos nej-sigerne i Dansk Folkeparti giver man ikke meget for Lars Løkkes advarsel. Gruppeformand Peter Skaarup kalder ifølge Jyllands-Posten statsministerens advarsel for en skræmmekampagne fra ja-siden.