Venstres topfolk er ikke enige om, hvor vidt Danmark bliver en »flygtningemagnet« hvis vi stemmer nej, eller ej.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger, at vi bliver en flygtningemagnet. Men integrationsminister Inger Støjberg siger nej.
Og det får Dansk Folkeparti til at kalde Løkkes udmelding »desperat«.
Hvis vælgerne stemmer nej til folkeafstemningen i dag, risikerer Danmark at blive en regulær "flygtningemagnet" i Europa, lød advarslen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen dagen inden folkeafstemningen om retsforbeholdet.
»Man kommer til at stå med en risiko for at være betydeligt afklædt og ende som asylmagnet i større omfang, end hvis man vælger det andet spor (tilvalgsordningen, red.),« siger han til jp.dk.
Baggrunden er, at Danmark i dag deltager i det europæiske Dublin-samarbejde, der skal sikre, at asylsøgere får deres sag behandlet ét sted. Det betyder, at en asylsøger kan sendes ud af Danmark, hvis vedkommende i forvejen har bedt om beskyttelse i et andet EU-land.
Senest har EU-Kommissionen så foreslået at indføre kvoter til at fordele de mange flygtninge mellem landene. Ifølge juridiske eksperter vil det i dag betyde, at Danmark enten skal acceptere de nye Dublin-regler - inkl. flygtningekvoterne - eller træde helt ud af samarbejdet.
»Hvis ikke vi er på tilvalgsordningen, så er der kun en af to muligheder: Enten falder det, vi har, væk - eller også må man æde det nye. Der er kun en af de to muligheder,« siger Lars Løkke.,
Men Inger Støjberrg er ikke enig:
»Jeg kan ikke bekræfte, at vi får problemer med at blive i Dublin, på grund af at vi ikke indgår i fordelingen af de 160.000 asylansøgere. Det kan jeg ikke,« sagde Inger Støjberg 11. september i år til b.dk.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen er mere enig med Støjberg end med Løkke.
»Jeg forstår ikke, hvorfor at Løkke kommer med den slags udmeldinger så tæt på afstemningen. Hele valgkampen har han sagt, at afstemningen ikke handler om asylpolitk, men lige pludselig, når det gavner ja-siden, så vil han gerne spille det kort. Det virker desperat,« siger han.
»Jeg er ikke enig med Løkke, og det er hans integrationsminister tilsyneladende heller ikke. Støjbergs udmelding står i skærende kontrast til det statsministeren siger,« siger Martin Henriksen