Efter næsten fire timers pressemøde og derefter adskillige tv-optrædener takker Lars Løkke Rasmussen af med en hilsen til sine Facebookvenner og -følgere søndag aften.
Og trods en dag med strid modvind mod Venstre-formanden, har han mange at takke:
- En lang arbejdsdag er nu slut. Tak for de utroligt mange positive tilkendegivelser, der har været i dagens løb, skriver han på sin profil.
LÆS OGSÅ: Løkke brugte strategi kendt fra tv-serie
LÆS OGSÅ: BTs kommentator Lotte Hansen: Løkke er for klodset
En hilsen, som næsten 4000 mennesker 'synes godt om' i skrivende stund.
Lars Løkke Rasmussen fremlagde søndag eftermiddag bilag for sin rejseaktivitet for miljøorganisationen GGGI.
Han har de seneste 14 dage været ude i et politisk stormvejr, der begyndte, da Ekstra Bladet skrev, at han i sin egenskab af formand for GGGI, har haft rejseudgifter for en million kroner.
Lars Løkke forklarede først, at han havde overholdt gældende regler, men blev tavs, da han blev mødt med gentagne krav om, at han skulle lægge sine rejsebilag frem. I tirsdags bøjede han sig for kravene og meddelte, at han vil afholde et pressemøde, hvor pressen vil få adgang til alle oplysninger om møde-, rejse- og opholdsomkostninger. Det pressemøde forløb over præcis tre timer og 43 minutter søndag eftermiddag.
Lars Løkke besvarede spørgsmål og beklagede. 45 gange.
- Jeg ved godt, at jeg har skuffet mange ved at bringe mig selv - og dermed Venstre - i stormvejr. Så meget desto mere har jeg sat pris på opbakningen, takker Lars Løkke på Facebook og tilføjer:
- Vi ses igen i morgen tidlig på Go'morgen Danmark.
Strabadserne er ikke ovre endnu.