Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali og Nairo Quintana virker som oplagte vinderbud til årets Tour de France, men hvordan er deres form mindre end tre uger før start? BT beder tre eksperter om at vurdere de fire favoritters niveau netop nu.

Kampen om den gule trøje i Tour de France kan groft sagt koges ned til et opgør mellem Nairo Quintana (Movistar), Alberto Contador (Tinkoff-Saxo), Chris Froome (Team Sky) og Vincenzo Nibali (Astana).

Critérium du Dauphiné står hvert år som et af de sidste løb i kalenderen inden Tour de France. Chris Froome vandt søndag Critérium du Dauphiné og tankede selvtillid, mens Vincenzo Nibali ikke på samme måde hamrede derudaf med ædelsten i benene.

Og hvad med Alberto Contador og Nairo Quintana? Førstnævnte sluttede øverst på podiet i Giro d’Italia, men gik ned på den sidste etape. Spanieren kører Route du Sud som sidste forberedelse til Tour de France, og det samme gør colombianske Nairo Quintana, hvis form kan være svær at blive klog på, fordi han har holdt sig væk fra de europæiske landeveje i den seneste halvanden måned.

Bejlerne til Tour-tronen er dermed i fuld gang med de sidste forberedelser inden Tour-start, og BT har derfor bedt tre eksperter vurdere formen hos de fire klatrere før Tour-starten i Utrecht 4. juli. De tre eksperter er Kim Plesner, indehaver af cykelsiden veloropa.dk, Alex Pedersen, tidl. professionel cykelrytter og sportsdirektør på Team CSC og Gregor Brown, freelancejournalist for Cycling Weekly og andre internationale cykelmedier.

CHRIS FROOME, SKY

Alex Pedersen:
»Froome ser skarp ud, og han virker virkelig til at være klar - i hvert fald i forhold til Alejandro Valverde (Movistar) og Nibali, som han satte på plads i Dauphiné med fire minutter og 32 sekunder i den samlede stilling.«

Kim Plesner:
»Det momentum, han har nu, mister han ikke op til Touren. Allerede i februar vandt han duellen med Contador i Ruta del Sol (Froome satte Contador grundigt til vægs på fjerde etape og vandt samlet, red.), og hvor forberedelsen sidste år var kaotisk, blandt andet med et styrt i Dauphiné, har den i år været langt mere strømlinet.«

Gregor Brown:
»Froomes form er spektaktulær. Han vandt to etaper i Dauphiné, der sluttede opad, og han har efterfølgende sagt, at han stadig mangler at justere lidt småting i forhold til Tour de France. Hans chancer for at vinde Touren er virkelig gode.«

------------------------------------------

ALBERTO CONTADOR, TINKOFF-SAXO

Alex Pedersen:
»Contadors udfordring er, at han som den eneste af de fire kørte Giro d’Italia. Han skal op mod tre helt friske konkurrenter. Det slider også meget rent mentalt at holde sig på toppen i tre uger i et løb som Giroen. Contador skal nok køre med om Tour-sejren, og han har også kørt stærkt i løbet af foråret, men jeg tvivler på, det er nok til at vinde i det samlede klassement.«

Kim Plesner:
»Der har været spekuleret i, at det var af taktiske årsager, han gik i stå på Colle delle Finestre på næstsidste etape i Giroen, men det ville for mig at se være dumt at gøre på allersidste stigning ud af 20-25 stykker. Det skal ikke skriges op til det helt vilde, men han kommer ind til Tour de France i minus i forhold til de andre, selvom det var flot, han vandt Giroen.«

Gregor Brown:
»Han er uden tvivl sin generations bedste Grand Tour-rytter, og med Steven de Jongh (sportsdirektør på Tinkoff-Saxo, red.) bag sig, har de uden tvivl styr på, hvad de gør. Når det så er sagt, mener jeg ikke, du kan sammenligne hans form med hverken Froomes eller Quintanas. Men det har imponeret mig, at han vandt Giroen næsten uden at have et hold omkring sig.«

------------------------------------------

NAIRO QUINTANA, MOVISTAR

Alex Pedersen:

 

»Jeg har nok Quintana som den største favorit til at vinde Tour de France. Han og Froome kommer sandsynligvis til at kæmpe om sejren i bjergene. Vi har ikke set meget til ham på det seneste, men han vandt Tirreno-Adriatico og har generelt kørt stærkt. Det bliver interessant at se, hvordan han klarer sig i Route du Sud.«

 

Kim Plesner:
»Min fornemmelse er, at Quintana er blevet bedre. Vi skal huske på, at han kun er 25 år, men han har allerede kørt en del Grand Tours, og i forhold til Touren for to år siden har han fået meget mere erfaring, som kan vise sig rigtig vigtig for ham.«

Gregor Brown:
»Der er spørgsmålstegn ved Quintana, men han virker til altid at komme tilbage efter flere uger i de colombianske bjerge og præstere virkelig godt. Han gjorde præcis det samme i 2013, da han blev nummer to i Tour de France efter Froome, og inden det vidste ingen sådan rigtig, hvor han var henne rent formmæssigt. Af cyklen virker han som den her rolige rytter, men tag ikke fejl.«

------------------------------------------

VINCENZO NIBALI, ASTANA

Alex Pedersen:
»Jeg tror ikke, Nibali forsvarer Tour de France-titlen. Men de skal jo køre på brosten igen i år, og her må Nibali have noget selvtillid med sig fra sidste år, hvor han satte meget på plads på brostenene, og han vil helt sikkert angribe her igen. Nibali har også to fantastiske hjælpere i Jakob Fuglsang og Lars Boom.«

Kim Plesner:
»I Dauphiné lignede Nibali en mand, der ikke havde problemer med at følge med, men det var åbenlyst ikke meningen, at han skulle gå dybt - altså anstrenge sig 100 procent. Sidste år, da han vandt Touren, kørte han virkelig skidt op til - der virker han længere fremme i år.«

Gregor Brown:
»Ud af de fire store Tour-favoritter har jeg Nibali som den mindst sandsynlige vinder. Astana har et rigtig godt hold, men hans præstation i Dauphiné overbeviste mig virkelig ikke, og jeg tror, han får svært ved at modbevise det, som mange allerede troede sidste år - nemlig at han ikke kan konkurrere med Froome, Contador og Quintana, når det virkelig gælder.«