Fire års kamp mod alvorlig kræft gik forud for Ingrid Skovgaard Rabens død

Ingrid fra det legendariske DR-børneprogram ‘Ingrid og lillebror’ døde tirsdag den 8. oktober 75 år gammel. Igennem længere tid havde hun kæmpet mod en alvorlig kræftsygdom, der havde spredt sig til hele kroppen.

Men det var Ingrid, der fik det sidste ord over sygdommen. Nøjagtigt som i de legendariske børneprogrammer, hvor den pædagoguddannede Ingrid kærligt men bestemt vejledte den frække hånddukke ‘Lillebror’.

Hun valgte selv, hvornår døden skulle begynde og livet slutte.

- Hun døde af en kræftsygdom, der varede i fire år. Det startede med tyktarmskræft, der spredte sig til hele kroppen. Til sidst var behandlingen umulig. Så besluttede hun sig til, at livet ikke var livet værd længere, siger Flemming Andersen, nær ven af Ingrid Skovgaard Raben igennem mange år og rektor for Holte Børnehave Seminarium, hvor Ingrid underviste.

- Det var en af hendes vigtige pointer: Livet skal være livet værd. Hun var et religiøst menneske, et moralsk og optimistisk menneske. Hun var en glad og vidunderlig person, men havde altså det synspunkt, at livet skulle være livet værd. Når livet så ikke længere var livet værd, så måtte man selv gøre noget for at få det overstået. Det hun gjorde var, at hun i de sidste dage holdt op med at spise, fortæller han om tv-personlighedens bortgang tirsdag, der foregik omgivet af hendes nære familie.

Tv-programmerne ‘Ingrid og lillebror’ og ‘Kikkassen’ satte i 60’erne og 70’erne nye standarder for dansk børnefjernsyn. Fra 1966 til 1976 var Ingrid Skovgaard Raben på skærmen i selskab med snoredukken ‘Lillebror’. De to lavede også en tv-julekalender, der blev sendt i 1971.

Efter tv-karrieren frabad Ingrid Skovgaard Raben sig offentlighedens søgelys og forfulgte en karriere i pædagogik. Her underviste hun blandt andet på Hillerød Pædagogseminarium og Holte Børnehave Seminarium, hvor vennen Flemming Andersen var rektor.

- Hun tog altid børn meget alvorligt og talte aldrig ned til dem. Hun talte lige så lidt ned til børn, som hun talte ned til voksne. Hun var ligefrem og direkte, klar med sine egne værdier uden at rive dem ned over hovedet på andre, fortæller han.

Hendes fremtoning på skærmen kom til at tegne linjerne i hendes professionelle virke.

- Ligesom hun sad i sin tid med lillebror og stoppede ham, når han blev for meget og opmuntrede ham til at lave sine egne fantasier, når han var for lidt, sådan var hun også i hele sit virke i forhold til pædagogik. Et menneske der stod på sit eget værdigrundlag, men hverken missionerede eller docerede.

Vennen fortæller, at Ingrid Skovgaard Raben trods sygdommen levede et lykkeligt liv til det sidste.

- Hendes sidste år var fuld af kærlighed, optimisme og venlighed over for alt og alle. Sygdommen så hun i øjnene og talte åbent om. Hun var ikke bange, men selvfølgelig ked af det. Hun gjorde meget ud af at få alt ud af livet i den sidste tid og være nærværende. Hun var en fantastisk inspiration og en vidunderlig kilde til glæde. Det var en enorm oplevelse at se hende i sin sygdom. Det var lige så storslået som hendes pædagogiske indsats altid har været.