I et skovområde mellem Thüringen og Bayern i Tyskland fandt to svampejægere søndag menneskeknogler fra et lille menneske. Politiets retsmedicinere har undersøgt knoglerne og politiet udtalte mandag, at der er stor sandsynlighed for, at de stammer fra liget af den ni-årige Peggy Knobloch, som forsvandt tilbage i 2001.
Det skriver tyske Bild.
En talsmand fra det lokale politi vil ikke erklære, at det er Peggy Knoblochs rester, svampejægerne stødte på søndag, men udtaler dog, at det er meget sandsynligt, at knoglerne er fra den ni-årige pige fra Lichtenberg.
Fundet af knoglerne skete i den tyske by Rodacherbrunn, som er placeret cirka 15 kilometer fra Lichtenberg, hvor Peggy Knobloch sidst blev set.
Artiklen fortsætter under billedet.
Den lille piges forsvinden chokerede Tyskland tilbage i 2001, hvor alt blev sat ind i eftersøgningen af Peggy Knobloch. Blandt andet deltog flere af det tyske forsvars jagerfly, Tornado, i eftersøgningen.
Peggy Knobloch forsvandt på vej hjem fra skole den 7. maj 2001, og siden har politiet været på bar bund i eftersøgningen af den ni-årige pige.
I 2002 blev den psykisk handicappede Ulvi K. anklaget for at have myrdet og seksuelt misbrugt den ni-årige Peggy Knobloch. Han blev dømt i 2004, men blev ti år senere frikendt i en ny retssag.
Det tyske politi har over flere omgang ransaget lejligheder og udgravet en kirkegård, men der har indtil nu ikke været gennembrud i sagen.
Det tyske politi forventer at have gennemført den retsmedicinske undersøgelse af de nyfundne knogler tirsdag, hvor en DNA-prøve vil kunne fastslå, om det var Peggy Knoblochs lig, der søndag blev fundet i skovbunden.
Indtil da er sagen om den forsvundne Peggy Knobloch stadig uden spor.
