Dansk ekspert om Maddie-sagen: Det taler for, at hun stadig er i live


Torsdag fyldte Madeleine McCann 13 år. Ingen ved dog, om hun fortsat er i live - men hvis hun er, kan hun ifølge forhenværende kriminalinspektør Jørn Moos komme hjem til sine forældre.
Forældrene til Madeleine McCann tror og håber stadig på, at deres datter lever og er derude et eller andet ni år efter hendes forsvinden. Det var helt tilbage i maj 2007, at hun forsvandt fra en ferielejlighed på Praira da Luz i Portugal en uge før sin fødselsdag.
Den tidligere kriminalinspektør Jørn Moos, der er kendt for at være med til at opklare sagen om Blekingegadebanden, kalder det for en 'tankevækkende' sag. Han mener, at personen, som finder Maddie, måske i virkeligheden er hende selv.
»Hvis hun stadig lever, så er hun jo blevet meget ældre. Og på grund af den massive dækning kommer der også billeder af hende. Nu er hun jo i stand til at sætte spørgsmålstegn til sit liv. Måske kan hun ligefrem genkende sig selv fra nogle af billederne,« siger Jørn Moos der arbejdede for Københavns Politi og tilføjer:
»Så måske kontakter hun selv sine forældre en dag.«
Artiklen fortsætter under billedet.

Jørn Moos henviser til, at der er lignende sager fra både USA og Østrig, hvor piger er blevet fundet flere år efter, at de er blevet kidnappet. Han mener klart, at der er en mulighed for, at Maddie stadig lever. Det kan også være et barnløst par, som har bortført hende og passer hende som deres egen.
Og ligesom Maddies forældre tidligere har ytret, så mener Jørn Moos, det er positivt, at man ikke har fundet resterne af den lille pige endnu.
»Hvis hun er død, så er det jo mærkeligt, man ikke har fundet nogen som helst spor. Det kan tale for, at hun er levende. Det kan være, at hun er et sted, hvor hun falder naturligt ind. Det er selvfølgelig ønsketænkning, at hun lever. Om man overhovedet finder hende, er en helt anden sag. Den tragiske mulighed er, at hun er blevet dræbt og skaffet af vejen. Det må man forholde sig realistisk til.«
Artiklen fortsætter under fotoet.
Scotland Yard har foreløbigt brugt et trecifret millionbeløb på efterforskningen, der stadig er aktiv.
»Det er rigtigt vigtigt og positivt, at politiet ikke har sagt, 'at vi ikke gider det her mere'. Men hvis det var mig, der sad med sådan en sag, så ville jeg måske forsøge at vende det hele på hovedet. Spørge mig selv, om vi har gjort det rigtige? Er der ting vi har fravalgt, som vi måske burde se på nu? Jeg ville se på nogle ting, som man havde lagt væk. Måske kan man finde et hul der,« slutter han.