Andreas Christensen fik mandag aften sin landsholdsdebut, da han afløste vennen Pierre-Emile Højbjerg i anden halvleg af testkampen mellem Danmark og Montenegro. Dermed kulminerede et fodboldår, der desuden bød på Premier League-debut for Chelsea og optrædener i de to engelske pokalturneringer. Nu venter med al sandsynlighed et udlån fra Chelsea med tyske Borussia Mönchengladbach som varmeste bejler.
»Andreas skal ud og spille nu. Han skal spille voksenfodbold, hvor han bliver presset hver weekend. Det ligger helt fast. Han skal have hår på brystet,« siger 19-årige Christensens far og rådgiver, Sten Christensen til bt.dk.
Mandag kunne tyske Bild fortælle, at den tyske topklub Borussia Mönchengladbach er tæt på at lukke en etårig lejeaftale med Chelsea om den danske midtstopper, der også kan spille på den defensive midtbane, hvor Gladbach til den kommende sæson får brug for gardering for Christoph Kramer, der vender tilbage til Bayer Leverkusen. Ifølge BTs oplysninger skulle den være god nok. Alt peger i retning af en aftale, der bunder i en god relation mellem de to klubber.
London-klubben har tidligere sendt Chelsea-stjernen Eden Hazards lillebror Thorgan Hazard fra Chelsea til Gladbach. Først på leje og siden på en permanent kontrakt. Tyskerne, som har 41-årige Max Eberl som sportsdirektør, har erobret en plads som en af europæisk fodbolds mest interessante talentfabrikker, der heller ikke er bange for at give spilletid til fremtidens stjerner. Det ved Chelsea og manager José Mourinho, som har et indgående kendskab til Gladbachs evner som rugekasse, hvilket blev yderligere styrket henover efteråret og vinteren, hvor klubbernes U21-mandskaber dystede i samme gruppe i turneringen Premier League International Cup, en europæisk ungdomsturnering med deltagelse af blandt andre engelske, tyske og portugisiske mandskaber.
Sten Christensen afviser at kende til interessen fra Borussia Mönchengladbach, som kan se frem til Champions League-fodbold i den kommende sæson. Han fortæller, at første punkt på dagsordenen er at få lukket den kontraktforlængelse, som både Andreas Christensen og Chelsea har som førsteprioritet, inden talentet sendes videre på udlejning. Hvilket altså ifølge BTs oplysninger med al sandsynlighed bliver Gladbach.
»Bundesligaen er da interessant, men det er der også andre ligaer, der er«, siger Sten Christensen.
Ifølge Sten Christensen er det helt afgørende, at Andreas Christensen kan veksle førsteholdstræning i Chelsea med førsteholdskampe i en anden klub. Tiden er inde til andet end reserveholdsfodbold.
»Det har været et fantastisk år, som nu har givet debut på det rigtige landshold, og det er han selvfølgelig stolt over. Men han ved også godt, at hvis han skal have flere kampe på A-landsholdet og tilbage og kæmpe med om pladserne i Chelsea, så skal han til at spille noget voksenfodbold.«
Andreas Christensens nuværende kontrakt med Chelsea udløber i 2016. Sten Christensen forventer, at der er en afklaring på fremtiden, inden Andreas Christensen rejser med U21-landsholdet til EM. Turneringen starter d. 17. juni og afholdes i Tjekkiet.