Andreas Christensen spiller til dagligt sammen med flere verdensstjerner hos de engelske mestre i Chelsea. Men mandag fik han så debut i venskabskampen mellem Danmark og Montenegro, som de rød-hvide vandt 2-1.
»Det var stort at få debut på landsholdet - også større end da jeg spillede min første kamp for Chelsea,« sagde Andreas Christensen efter kampen til Kanal 5.
»Morten sagde i pausen, at jeg havde et kvarter til at varme op. Før vidste jeg ikke, at jeg skulle have debut,« sagde Andreas Christensen, der kom ind i anden halvleg af kampen i stedet for Pierre-Emile Højbjerg og var godt tilfreds med sin indsats.
»Jeg synes, det gik fint,« sagde Andreas Christensen, som i den kommende sæson muligvis bliver udlejet til tyske Borussia Mönchengladbach, der for første gang har kvalificeret sig til Champions League.