Hele den forløbne uge har Østre Landsret været rammen omkring et beskidt skilsmisse-drama mellem Janni Spies og Christian Kjær. En kamp om omkring 150 mio. kr.

Men det er ikke kun på pengesiden, at fronterne er trukket skarpt op i dit og mit. Også vennerne har der været kamp om.

Hende eller mig. Den kontante melding har flere af Christian Kjærs mangeårige venner således fået fra den benhårde FLSmidth-arving og advokat, efter at skilsmissen fra Janni Spies blev en realitet.

- Jeg har skullet vælge side, siger tidligere tennis-spiller Peter Bastiansen, der var ven med såvel Janni Spies som Christian Kjær, inden det celebre og stenrige par blev gift.

Men Christian Kjær pressede ham til at træffe et valg.

- Og så valgte jeg hans side, men med et grædende hjerte. For jeg holder lige så meget af Janni som af ham, siger Peter Bastiansen, som altså nu ikke længere står på Janni Spies’ venneliste, til BT.

På samme måde har en lang række andre af parrets tidligere venner måttet vælge side.