Det er noget af en omvæltning, der venter Roskilde-knægten Kevin Magnussen, når han i næste sæson træder ind i Formel 1-sportens verden.

Alene hans egen løn vil stige voldsomt, når han bliver McLaren-kører. Gætterier går på en grundløn i 2014 på 10-15 mio. kr. til danskeren, men den vil - i hvert fald i begyndelsen - stadig være forholdsvis lille i forhold til Formel 1-feltets største drenge.

Dertil kommer livet i overhalingsbanen med smukke kvinder, kæmpeboliger, der ofte købes i det knap så skatteplagede Schweiz, og muligvis privat helikopter eller eget fly. Sådan er det i hvert fald for Kevin Magnussens største konkurrenter i den på mange måder feterede Formel 1-sport.

Vi præsenterer her Kevin Magnussens 10 bedst betalte kollegaer i Formel 1-feltet.

FERNANDO ALONSO
Ferraris spanske topkører, der er tidligere verdensmester fra 2005 og 2006, er sammen med Lewis Hamilton Formel 1-feltets bedst betalte kørere med en årlig grundløn på 149,18 mio. kr. Han var i fem år gift med popsangeren Raquel del Rosario, men det gik skævt i 2011, og de blev skilt. Siden 2012 har spanieren fra Oviedo været sammen med den russiske model Dasha Kapustina. Alonso har bopæl i Schweiz i Mont-sur-Rolle nær Geneve-søen. Mange Formel 1-kørere foretrækker Schweiz på grund af muligheden for at ’gemme sig’ fra offentlighedens søgelys. Og så er skatten lav.


LEWIS HAMILTON
Den britiske Mercedes-kører, der blev verdensmester i 2008, skiftede fra McLaren i 2012 og fik ved den lejlighed løftet sin løn 4 mio. euro (30 mio. kr.), så han nu ligger side om side med Alonso på 20 mio. euro (149,18 mio. kr.) om året i 2013. Det er vel at mærke uden bonus og sponsorindtjening. Kæresten er (måske stadig) Nicole Scherzinger, kendt især fra popgruppen Pussycat Dolls. Der har gentagne gange været rygter om et brud mellem dem, men hver gang har de indtil videre fundet sammen igen. Lewis-livet leves i Schweiz og Monaco. Og i Los Angeles, når han er inde i varmen hos Nicole.


JENSON BUTTON
Kevin Magnussens teamkammerat hos McLaren-Mercedes har bestemt ikke haft en imponerende sæson, men den tidligere verdensmester (2009) har været med siden 2000 og er stadig blandt de bedst betalte i feltet. McLaren betaler i 2013 briten 119,34 mio. kr. Han blev tidligere kaldt ’Jet-Set Jenson’ og blev set på som noget af en playboy. Men de vildeste dage er forbi, og de seneste fire år har han været sammen med modelkæresten Jessica Michibata. Og nu er en af Jenson Buttons foretrukne fornøjelser - ud over at køre Formel 1 - triatlon, som han dyrker ivrigt. Har huse flere steder, bl.a på kanaløen Guernsey og i Monte Carlo.