Kevin Magnussens chef på Team Haas, Günther Steiner, er mildest talt ikke tilfreds med, hvordan weekenden i Rusland forløb.
»Jeg er pissesur over den weekend,« siger Günther Haas ifølge netmediet motorsport.com
Team Haas fik ingen point i det russiske grand prix, for Romain Grosjean måtte udgå allerede på første omgang, da han kolliderede med Jolyon Palmer fra Kevin Magnussens tidligere hold, Renault. Og Kevin Magnussen selv fik ingen point, da han sluttede som nummer 13 - ikke mindst fordi han fik en tidsstraf på fem sekunder.
»Når man har sådan en weekend, bliver man sur over det hele. Stort set alt, hvad der kunne gå galt, endte galt,« siger Günther Haas.
Kevin Magnussen fik sin tidsstraf, fordi den 24-årige dansker i starten af grand prix'et skød genvej i sving to.
Efter løbet var Kevin Magnussen utilfreds med dommerens afgørelse. Kevin Magnussen lå nummer ti, da han måtte tage straffen på fem sekunder pitstop. Tiendepladsen giver et enkelt point til den samlede grand-prix stilling, og danskeren mente, at straffen kostede holdets chance for at få point med hjem fra Rusland.
Günther Steiner var ikke så sikker på, at Kevin Magnussen havde fået point.
»Men jeg er da enig i, at chancen ville have været større uden straffen,« siger Günther Steiner.
»Uden straffen ville det have været muligt at få point, men det er svært at sige, for så ville strategien også have været anderledes. Det var under alle omstændigheder blevet svært,« siger Haas' teamchef.
Kevin Magnussen havde på forhånd håbet på point i Rusland, hvor han sidste år scorede seks point takke være en syvendeplads.
Næste chance for at komme på pointtavlen i årets Formel 1 er om små to uger i Barcelona.