Erhvervsmanden Jesper 'Kasi' Nielsen er mildest talt rasende på Skat, som han beskylder for at have bragt ham og familien 'et år i helvede'.

Jesper 'Kasi' Nielsen - eller Kasi-Jesper som han bliver kaldt  - er fortørnet over den behandling, han har fået af Skat, der har afpresset hans familie og - som han flere gange påpeger over for BT - dømt dem som skattesvindlere på forhånd.

Derfor ville han have taget turen ind til Skatteministeriet for at deltage i eftermiddagens pressemøde, hvor skatteminister Holger K. Nielsen skal gøre rede for en serie af dårlige sager, der har ramt skat i år - efter alt at dømme også Kasi-Jespers sag.

Skat erkendte, at der ganske vidst næppe var juridisk belæg for et sådan krav, men gjorde det samtidig klart, at hvis ikke Kasi Aps og familien frivilligt accepterede dette millionsmæk, ville Skat forfølge Jesper ' Kasi' Nielsens 66-årige mor, lillesøster og ham selv personligt med skattesager, ekstra skattebetaling og politianmeldelse for skattesvig.

En mulig aftale mellem Skat og Kasi-Jesper faldt endegyldigt til jorden sidste sommer, hvilket medførte at Skat gjorde alvor af truslerne. Kort tid efter indefrøs man Jesper 'Kasi' Nielsens formue, og historien om hans fortrolige skattesag endte pludselig på forsiden af Ekstra Bladet.

- Det er horribelt, at man konstruerer en sag mod en familie. Det er et horrible, at der ikke et sted i Skats system er en stopklods. Vi er en familie, der har knoklet røven ud af bukserne. Vi har bygget en håndboldklub op for vores egen penge. Vi har aldrig gjort nogen noget. Alligevel bliver vi dømt, inden sagen er færdig.

- Skat har taget alt i pant. Jeg må ikke engang forlade landet. Min håndboldklub er lukket, og jeg har været på forsiden af Ekstra Bladet. Og sagen er endda ikke afgjort. Det må være på sin plads, at Skat slipper os fri indtil, der rent faktisk er en dom. Lad os nu få lov at leve i fred og ro, indtil det er bevist om, vi er skyldige eller ej. Det er mit budskab, siger Jesper 'Kasi' Nielsen.

Jesper 'Kasi' Nielsens skattesag skal nu behandles af Skatteankenævnet. Derefter kan sagen ende i Landsskatteretten.