Da Amber Arkell og hendes kæreste en aften lå tæt i sengen, listede han sin hånd op på hendes bryster. Det skulle vise sig at redde hendes liv.
Sammen med kæresten Kieran lå den newzealandske kvinde for et års tid siden i ske i deres seng.
»Jeg er ikke en kvinde med store bryster, og jeg lå på min venstre side, mens Kieran (hendes kæreste, red.) lå bag mig. Han holdt en håndfuld af mit højre bryst,« fortæller 27-årige Amber Arkell til New Zealand Herald.
»Pludselig sagde han: 'Hvad er det?'. Det var et ganske hjerteskærende øjeblik, da jeg selv følte efter og kunne mærke noget.«
Straks dagen efter bestilte Amber en tid hos sin læge.
»Der var intet, vi kunne gøre (den aften, red.). Jeg er ret realistisk, når det kommer til ting, jeg kan eller ikke kan kontrollere, og realiteten var, at jeg ikke kunne kontrollere noget den nat, så jeg gjorde mit bedste for at glemme det og lægge mig til at sove,« husker hun.
Undersøgelserne viste to måneder senere, at hun havde en aggressiv form for brystkræft.
Som blot 26-årig måtte hun begynde med kemobehandling. Og begge hendes bryster fik hun fjernet.
»Jeg anede ikke, at jeg burde have tjekket mine bryster selv en gang om måneden, så jeg er utroligt taknemmelig for, at jeg og min kæreste lå i ske den nat,« siger hun til det austalske magasin That's Life og fortsætter:
»Du får besked, når du skal huske at få lavet en gynækologisk undersøgelse, men hvorfor får man ikke en besked om, at man skal huske at tjekke sine bryster? Jeg troede, det var noget, jeg først skulle tage stilling til, når jeg blev 50, ikke mens jeg var i mine tyvere.«
Nu arbejder Amber Arkell for at gøre andre kvinder opmærksomme på, hvor vigtigt det er at huske at tjekke sine egne bryster. Det gør hun blandt andet på bloggen When Things Went Tits Up.
»Kvinder skal kigge efter mere end 'bare' en knude. Hvis du opdager noget, så tag til en læge med det samme. Du må aldrig tro det, hvis nogen siger, du er for ung til at få brystkræft,« siger hun.
I dag er Amber Arkell rask og kræftfri, men hun går stadig til regelmæssige kontrolundersøgelser.
