Hun fik sin betalingsring. Men den er kun tyve centimeter, sort og smager af salmiak.
Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen trækker lidt på smilebåndet og fremviser et billede på sin iPhone af en strimmel lakrids formet som den famøse betalingsring på et kort over København.
EL-frontfiguren fik onsdag betalingsrings-lakridsen i 28-års fødselsdagsgave, men samme dag måtte kun også konstatere, at den rigtige betalingsring rundt om København blev lagt i graven.
Det fik en stiktosset Johanne Schmidt-Nielsen til at kalde Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal for nogle ’klaphatte’ og forløbet om ringen ’tudetosset’.
Ser ret blåt ud
Nu gør Johanne Schmidt-Nielsen status over de små fem første måneder som støtteparti for Helle Thorning-Schmidts regering. Og dommen er, at hun på en række områder ikke kan se forskel på S-SF-R-regeringen og Lars Løkke Rasmussens blå regering.
- På en række områder, tror jeg, at både jeg og mange mennesker, som havde stemt på den nye regering, er skuffede over, at det er temmelig svært at se forskel på højrefløjsregeringen og den nye regering. Ikke på alle områder, men på for mange, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hvordan er regeringen for blå efter din mening?
- Vi gik jo fælles med S og SF til valg på, at der skulle skabes arbejdspladser, at afstanden mellem rig og fattig i det danske samfund skulle mindskes, og være hammer-ambitiøse på det grønne område. Og jeg vil sige det sådan, at hvis regeringen ville leve op til de visioner, så står EL klar til at forhandle. Men når man eksempelvis tilslutter sig EUs finanspagt, så tilslutter man sig det modsatte af det, man sagde i valgkampen.
Johanne Schmidt-Nielsen mener især, at regeringen har fortsat den borgerlige regerings syn på de arbejdsløse.
LÆS OGSÅ:
- Jeg må sige, at jeg er faktisk temmelig skuffet over, at regeringen på lange stræk fortsætter højrefløjens mistænkeliggørelse af de arbejdsløse frem for at koncentrere sig om det, der er hovedproblemet, nemlig at der mangler arbejdspladser. Det er jo fortsat sådan, at hver gang der er et ledigt job, så er der otte til ti arbejdsløse, så uanset hvor mange gange man opfordrer til at søge job i Netto, så er der bare ikke arbejdspladser nok, siger hun og henviser til, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fornylig sagde, at hun intet havde imod at arbejde i Netto.
- Det er sådan noget klassisk spin. Problemet er jo ikke, at folk ikke søger arbejde. Problemet er, at der ikke er arbejdspladser nok. Og jeg synes, at det ville klæde regeringen, hvis det var det, de koncentrerede sig om, siger hun.
Alternativet er stadig værre
Har I gjort jer nogen tanker om, at man måske ikke længere kan støtte regeringen?
- Alternativet er Lars Løkke, Lars Barfoed og Pia Kjærsgaard. Der er ikke nogen tvivl om, at den regering vi har, trods alt fører en væsentlig bedre politik, og det er så vores opgave at gøre alt, hvad vi kan, for at trække den her regering i en mere solidarisk retning, siger hun.
HVAD MENER DU OM JOHANNE SCHMIDT-NIELSENS SYN PÅ REGERINGEN? DELTAG I DEBATTEN HERUNDER:
