Når kvindelandsholdene fra Danmark og Norge i aften ved håndbold-EM i ungarske Debrecen udkæmper sit 148. slag, siden de ’rød/hvide’ vandt det første 3-1 i september 1947, vil der blive gået til sagen.

Det garanterer Danmarks landstræner Jan Pytlick:

»Der bliver krig,« siger han og tilføjer:

»Spillere og ledere kender hinanden på kryds og tværs. Vi er alle på venskabelig god fod. Men når vi befinder os på banen, er der ikke nogen, der frivilligt slår op i banen.«

Den danske landsholdsmålvogter Sandra Toft, der siden i sommer har spillet i den norske storklub Larvik HK, giver ham ret.

»Jeg glæder mig vildt meget til den kamp. Det bliver ikke svært at sætte sig mentalt op. Der er jo ikke nogen, man hellere vil besejre end sine klubkammerater. Så er man oven på næste gang, man ses,« siger Sandra Toft med et smil og tilføjer:

»Det det er ikke sådan, at vi i Larvik har talt om kampen i månedsvis. Måske tror nogle, at vi i optakten har drillet hinanden med jokes eller sms-beskeder. Det er heller ikke tilfældet. Torsdag aften er vi rivaler, men når kampen er slut, er jeg sikker på, at vi igen taler fint sammen.«

Hun forstår ikke, at ni ud af 16 spillere i den svenske trup har udtalt, at de helst ikke ser Danmark som kommende europamester, fordi deres attitude er blæret og arrogant.

»Jeg trækker lidt på smilebåndet af svenskernes holdning. Men jeg synes altså ikke, at vi er blærede. Slet ikke,« siger Sandra Toft.

Irriteret over danske medier

Den norske profil Ida Bjørndalen Karlsson, der til daglig spiller i Team Esbjerg, giver de danske medier skylden for, at det danske hold ikke er lige populært blandt alle EM-deltagerne.

»Jeg synes, at de har været hurtigt ude med at sige, at Danmark vinder guld. I min verden er det altså ikke noget, man sådan bare gør. Det er noget, man skal fighte vildt og inderligt for. Det er lidt synd for de danske spillere, at medierne har kørt tingene op i en spids. For egentlig er de jo meget sympatiske,« siger hun.

Det er heller ikke muligt at lokke kontroversielle udtalelser om den dansk/norske rivalisering ud af Linn-Kristin Riegelhuth Korens mund.

»Jeg synes, at Danmark har et godt hold. De har besejret os i fem af de seneste seks indbyrdes opgør. Vi har stor respekt for dem. På alle pladser råder de over verdensklassespillere,« siger den norske fløjspiller, der en enkelt sæson har spillet i FCK.

Hun forudser et lige opgør.

»Siden Danmark besejrede os ved Golden League i Norge for halvanden uge siden, er vi vokset som hold. Vi har fået styr på forsvaret, og i de første to EM-kampe, synes jeg, at vi har spillet godt. Det bliver et brag af en kamp mod Danmark,« forudser Linn-Kristin Riegelhuth Koren.

Og hvilket hold er så under størst pres inden kampen?

Det mener Sandra Toft, at Danmark er. Et nederlag vil ifølge hendes vurdering betyde, at chancen for at kvalificere sig til semifinalerne bliver reduceret.

»Vi skal gerne have tre point med over i mellemrunden. Får vi det, tegner det lyst for os,« siger Sandra Toft.