Optimismen i den norske lejr før aftenens kamp ved håndbold-EM mod Danmark er stor.
- Vi er blevet bedre, siden vi tabte til Danmark for halvanden uge siden ved Golden League. Jeg synes, at vi har spillet godt i de første to EM-kampe, og selvtilliden hos os er stor efter sejre i begge, siger Heidi Løke.
Holdkammeraten Camilla Herrem har taktikken klar.
- Vi skal gå i flæsket på danskerne, siger hun og antyder hermed, at Norge kan matche landstræner Jan Pytlicks tropper fysisk.
LÆS OGSÅ:
Danskerne, der tirsdag aften måtte nøjes med 29-29 mod Rumænien, lader sig dog ikke slå ud af den norske optimisme.
- Jeg har en god fornemmelse af, at vi kan besejre Norge. Spiller vi på topniveau, ser det godt ud for os, siger Jan Pytlick.
Målvogter Sandra Toft ser frem til kampen.
- Vi kender hinanden på kryds og tværs. Norge er en kæmpe håndboldnation. På en måde spiller vi om håneretten. Men vi vil aldrig bruge den. Det er en speciel kamp for mig. Jeg skal jo møde mange af mine holdkammerater. Jeg ønsker dem alt det bedste. Bare ikke i aften, siger Sandra Toft.