Thomas Jørgensen havde ingen idé om, hvem Kevin Magnussen var, da den nuværende Formel 1-kører henvendte sig til ham for første gang for omkring tre et halvt år siden.

I dag rejser han som personlig behandler og træner verden tynd med Kevin Magnussen til alle Formel 1-grandprix, og selvom det er hårdt for familiefaderen at være væk hjemmefra, er han ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg. Kevin Magnussen er nemlig blevet langt mere end et arbejde. Han er også en personlig ven, og det er der en helt særlig grund til.

»Der er kun 22 personer i verden, der har det job, som Kevin (Magnussen, red.) har, og du kan meget nemt falde i og opføre dig som en superstjerne, men det gør Kevin ikke. Der er ikke noget, som stiger ham til hovedet, selvom der måske burde være det,« siger Thomas Jørgensen og følger op:

»Han er en ganske almindelig bonderøv fra Roskilde, ligesom jeg er en ganske almindelig bonderøv fra Kalundborg, og på den måde holder han benene på jorden. Sådan noget sætter jeg enormt stor pris på.«

En væsentlig ting adskiller dog Kevin Magnussen fra at være en helt almindelig bonderøv. Det er ambitionen om at blive Formel 1-verdensmester, og det er Thomas Jørgensens arbejde at hjælpe ham til at blive det.

Thomas Jørgensen er stifter af de fysioterapeutiske klinikker ProTreatment, der bl.a. er kendt for at behandle skader hos sportsstjerner som Thomas Kahlenberg, Simon Kjær, Daniel Agger og Lærke Møller. Men arbejdet med Kevin Magnussen er anderledes. Det kræver, at han rejser til destinationer som Kina, Rusland og Australien for personligt at træne Kevin Magnussens krop og sind til at præstere det maksimale, når motoren tændes, og for at behandle ham, når den slukkes.

Selvom det har været svært at træffe valget om at være væk fra familien i så lange perioder, var Thomas Jørgensen og hans kone ikke i tvivl om, at det var det rigtige valg at hjælpe Kevin Magnussen, der er gået hen og blevet en god ven af familien.

»Kevin udviser stor respekt over for mig og min familie, og jeg gør det samme over for hans, og så har tingene stille og roligt udviklet sig til et tæt venskab. Et slags familiebånd. Sådan nogle helt jordnære problemer, som at jeg skal nå at aflevere ungerne i skole, kan også godt fylde noget hos ham, og det er en stor egenskab hos Kevin. Den forståelse og respekt, han har for mine prioriteter, viser mig bare, at det er et godt menneske, som jeg har med at gøre,« siger Thomas Jørgensen og fortæller, at Kevin Magnussens gemyt var afgørende for beslutningen om at blive hans personlige træner.

»Kevin holder meget af mine børn og min kone. Han er så god en person, så min kone og jeg besluttede sammen, at jeg skulle tage med Kevin, fordi det er så vigtigt for ham, og fordi han har så stort et talent. Hvis jeg er den, der kan gøre det sidste for, at han kan komme helt til tops, er det noget, jeg gerne vil gøre for ham.«

Inden Kevin Magnussen sætter sig ind i den gule Formel 1-racer, er det Thomas Jørgensen, der rækker ham hjelmen og siger de sidste ord. Omtrent to timer senere, når Kevin Magnussen har kørt løbet færdigt og mørbanket forlader racerbanen, er det igen Thomas Jørgensen, som tager sig af ham og sørger for, at han er fysisk klar til næste løb. Og det er lidt af et arbejde, for det tærer enormt hårdt på kroppen at køre Formel 1. Thomas Jørgensen fortæller, at Kevin Magnussen under løbene taber sig to kilo, fordi han forbrænder så meget væske, og det skal han trænes til at kunne håndtere bedst muligt:

»Vi har nogle faste ting, vi går igennem, og hvad det helt specifikt er, det holder vi for os selv. Men vi laver forskellige træninger, der skal give fysisk parathed, give øget reaktionsstyrke og sørge for at han er mentalt klar på forskellige måder. Vi forbereder ham til nogle ting, som gør, at han kan modstå et hårdt fysisk pres,« siger Thomas Jørgensen og forklarer, hvordan Kevin Magnussen krop reagerer på løbene:

»Når man sidder i to timer i sådan en bil, sker der noget. Man sidder ikke bare og slapper af. Der er tryg på muskulaturen, og han er fuldstændig mørbanket og har højt spændingsniveau i skuldre, nakke, ryg og hofter.«

Selvom det tærer hårdt på kroppen, er der ikke meget tid til hvile efter løbene. Mandag bruges typisk på at rejse hjem til Danmark, og tirsdag venter der allerede et nyt hårdt træningspas, som skal forbedre Kevin Magnussens fysik og danne grobund for, at præstationerne i racerbilen kan blive endnu bedre.

Det lå ikke i kortene fra begyndelsen af året, at Kevin Magnussen skulle slå sine folder i stjerneklassen, Formel 1. Derfor har forberedelserne til det stenhårde program efter Thomas Jørgensens eget udsagn ’ikke været tiptop’, og det betyder, at der er plads til forbedringer. Forbedringer, som Thomas Jørgensen er sikker på, kommer til at lede til bedre præstationer.

»Vi skal kunne forbedre hans fysiske form, i forhold til hvad han kunne tidligere. Det er noget, som 100 procent gør, at hans præstationer bliver bedre, fordi en bedre form betyder, at han kan koncentrere sig mere, hvilket giver forudsætninger for at træffe bedre beslutninger og træffe dem på de rigtige tidspunkter. På den måde har den fysiske form alt med hans præstationer at gøre, så der er en masse ting, som nok skal blive bedre over sæsonen,« siger Thomas Jørgensen, der vurderer, at Kevin Magnussens nuværende fysiske form på en skala ligger på syv ud af 10.

På søndag afleverer Thomas Jørgensen for fjerde gang racerhjelmen til Kevin Magnussen, inden han sætter sig ind i Renaults gule Formel 1-bil. Det sker ved Ruslands grand prix i Sotji, og her jagter Kevin Magnussen de første point for sit franske team.