Landstræner Nikolaj Jacobsen skal i denne sæson for første gang prøve kræfter med en slutrunde, mens han er Bundesliga-træner. En hård udfordring, han glæder sig til.

Bundesliga-sæsonen er i fuld gang for de dobbelte tyske mestre Rhein-Neckar Löwen med Nikolaj Jacobsen i spidsen. Jacobsen og Löwen med landsholdsspiller Mads Mensah Larsen på holdet er blandt de naturlige favoritter efter to mesterskaber i træk. Udover en intens mesterskabskamp, hvor holdet jagter et hattrick, skal Jacobsen samtidigt for første gang prøve kræfter med en slutrunde som dansk landstræner, når Danmark skal spille EM i Kroatien i januar.

»Det er ikke noget nyt for mig, at jeg skal af sted til en slutrunde. Nu skal jeg bare arbejde lidt mere. Nu kan jeg ikke drikke kaffe med jer journalister eller hygge mig lidt og gå ud og få en øl om aftenen. Den går desværre ikke længere. Men jeg ser sindssygt meget frem til det. Jeg glæder mig til at prøve kræfter med det. Jeg har igennem en årrække vidst, at DHFs holdt øje med mig. Jeg vidste så ikke, hvornår chancen bød sig. Det er en kæmpe stor tilfredsstillelse og glæde at kunne få lov til at stå i spidsen for det danske landshold ved EM i 2018 og VM i 2019. Jeg ved godt, det bliver hårdt. Og der bliver mange kampe. Det gode er, at Bundesligaen ikke starter op lige efter slutrunden. Jeg får lige nogle dage til at komme mig i, derfor er jeg også fortrøstningsfuld i forhold til at klare både det ene og andet arbejdspres,« forklarer landstræneren, der sammen med Rhein-Neckar Löwen har taget hul på sæsonen med to kampe – en sejr og et nederlag.

En lang, hård sæson venter i Bundesligaen, siger danskeren, der selv mener, at holdets største udfordring bliver at erstatte den svenske back Kim Ekdahl Du Rietz, der har valgt at stoppe karrieren som blot 27-årig.

»Jeg tror ikke, at vores position er dårligere end Flensborg og THW Kiels. Kiel er i mine øjne favoritter. De har det klart bedste materiale og det klart største budget. De er så langt foran økonomisk, så for mit vedkommende – om Kiel vil det eller ej – kan de ikke løbe fra en favoritværdighed i nogen som helst sæsoner. Men jeg tror både, at Flensborg og vi selv har en chance. Vi har været gode til at holde os fri for skader i vores to mesterskabssæsoner, og det har man behov for.«

»Vi kan da godt mærke, at de andre klubber – specielt Kiel – prøver at lægge presset over på os. Jeg tror stadigvæk, at det er Flensborg, Kiel og os, der har størst chance. Men man skal heller ikke afskrive Magdeburg eller Füchse Berlin. Toppen er blevet tættere. I forhold til presset fornemmer jeg ikke noget internt i klubben udover, at de andre klubber gerne ser, at vi står med det største tryk. Man skal huske på, at vi indtil for to år siden ikke havde nogle tyske titler. Nu står vi med fire (to mesterskaber og to Super Cup-sejre, red.) Og det har vi gjort uden at have et budget, der var til første – eller andenpladsen. Vi arbejder videre, og så ved vi godt, at der kan komme en sæson, hvor vi slutter uden for top to. Der er ikke noget krav, at vi skal vinde igen. Vi har samme budget og samme målsætning om top tre. Ligesom da jeg startede i klubben.«