Odense Håndbold med den tidligere landstræner Jan Pytlick i spidsen risikerer at blive smidt ud af pokalturneringen.
Årsagen er, at klubben har haft playmakeren Mie Højlund på holdkortet i en kamp mod Aarhus United i turneringen. Den kamp vandt Odense Håndbold med 21-18, men den tidligere Randers HK-spiller var ikke spilleberettiget for Odense Håndbold, som har rustet gevaldigt op til denne sæson, og som af adskillige eksperter regnes som favoritter til at tage det danske meterskab.
Mie Højlund er skadet, og hun kom derfor ikke på banen i pokalsejren, men det er ifølge Aarhus United ligegyldigt.
»Ud fra reglementet skal alle spillere på holdkortet være spilleberettiget. Det har vi fået bekræftet, at det er den pågældende spiller ikke. Så vi har en klar forventning om, at Odense bliver taberdømt i den her kamp,« siger Aarhus Uniteds bestyrelsesformand, Mads Winther, til sport.tv2.dk, som kan dokumentere, at Dansk Håndbold Forbund (DHF) har åbnet en sag mod Odense Håndbold.
Fynboernes bestyrelsesformand, Jørn Bonnesen, tager sagen med ro..
»Jeg mener ikke, der er grundlag for noget som helst,« siger han.