Jacob Laursen giver nu sit eget syn på den sag, der vedrører det millionbeløb, som den tidligere landsholdsspiller og rådgiver skylder den norske spiller Jan Gunnar Solli. Det gør han til den danske fodboldside tribunen.com.
Hovedbudskabet er, at han er villig til at betale de penge tilbage, som han skylder.
Jacob Laursen har været hele Sportsdanmarks store samtaleemne i den seneste uges tid i forbindelse med den store pengesag.
I juli måned blev Jacob Laursen dømt til at betale 1,3 millioner kroner plus renter til den norske fodboldspiller Jan Gunnar Solli i forbindelse med et klubskifte til New York Red Bulls. Fredag fortalte nordmanden til BT, at han aldrig har set skyggen af de penge eller været i kontakt med Jacob Laursen siden dommen i juli måned.
Det fik flere danske medier til at efterlyse svar fra Jacob Laursen, der nu giver sin version af sagen i et åbent og uredigeret (det vil sige med Jacob Laursens helt egne ord uden nogen form for kritiske spørgsmål) brev.
Jacob Laursen skriver, at han har været i kontakt med nordmandens danske advokat i sommer, som han har fortalt, at han gerne vil betale pengene og lave en afdragsordning.
'Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle betale. Så Jan Gunnar Sollis danske advokat, eller hvem der nu repræsenterer ham, må endelig henvende sig angående det tilbud om afbetaling, jeg for længst har givet og naturligvis vil leve op til,' skriver Jacob Laursen blandt andet.
Udover Jan Gunnar Solli beskrev en anden tidligere fodboldspiller Allan Dyring over for BT, at han også var blevet bedraget af Jacob Laursen. Her havde den danske rådgiver lovet Allan Dyring 30.000 kroner udbetalt i grundløn plus diverse bonusser for at tage en sæson i Thailand. Da Allan Dyring tog til fjernøsten, mistede han dog pludselig al kontakt til Jacob Laursen.
Jacob Laursen vil i sit brev ikke komme ind på de forskellige beskyldninger.
'Jeg vil ikke deltage i mudderkast i medierne. Derfor skriver jeg dette brev med min version. Og derfor vil jeg ikke svare igen på påstande fra de par personer, der har sagt dårlige ting om mig. Der er altid to sider af en sag, og her er kun den ene side blevet bragt ud til offentligheden, indtil nu,' skriver Jacob Laursen, der på trods af, at ingen har kunnet komme i kontakt med ham siden afsløringen tirsdag, påstår i brevet, at han har været nem at få fat i.
'Jeg har hverken været forsvundet eller er blevet fundet. Jeg er jo lige her, hvor jeg hele tiden har været. Hjemme hos min familie. På min folkeregisteradresse i Vejle,' skriver han.
BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jacob Laursen.