Danskerne med hang til velduftende og ekstra blødt tøj kan ikke smutte i Irma efter skyllemiddel.
Fra og med i dag har butikskæden besluttet at pille alle skyllemiddelprodukter ned fra hylderne, skriver Irma i en pressemeddelelse.
Butikskæden, der har 80 butikker, har valgt at fjerne skyllemidlerne for at passe på miljøet.
- Skyllemiddel er et produkt, som forårsager miljøforurening i vandet. Det er et unødvendigt produkt. Der findes en række alternativer, man kan bruge for at gøre tøjet blødt, skriver Signe Frese, miljøchef i Irma, i pressemeddelelsen.
Se også:
Irma skriver i pressemeddelelsen, at butikkædens kunder i stadigt mindre grad køber skyllemiddel, og derfor er tiden nu inde til at hælde produkterne i afløbet for sidste gang.
- Vi ved, at vores kunder er mere bevidste om miljøet end gennemsnittet, og de forventer, at vi viser ansvarlighed, hvad vi historisk også har gjort i andre tilfælde, skriver Signe Frese i pressemeddelelsen.
Irma har tidligere vist sig fra sin miljøvenlige side ved at droppe for eksempel ukrudtsmidlet Round Up og Colgate-tandpasta med stoffet triclosan, som er mistænkt for at gøre bakterier resistente over for antibiotika. Senest meddelte Irma, at de stopper for salg af varer med buræg i.