Den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, truer torsdag med at lukke for olieforsyningerne til Europa, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I sin første offentlige udtalelse om de EU-sanktioner, som blev besluttet mandag, fastslår den iranske præsident samtidig, at det er EU - og ikke Iran - der vil tabe på sanktionerne.

- Det er vesten, der har brug for Iran, og den iranske nation vil ikke tabe noget på de sanktioner, siger Ahmadinejad.

- Der var engang, hvor 90 procent af vores handel var med europæere. Nu er det 10 procent, og det har vi ikke bedt om. Drop den (oliehandlen) og lad os så se, hvem der taber på det, fortsætter Ahmadinejad.

Mandag påbegyndte EUs medlemslande drøftelser af en række handelsrestriktioner mod Iran, herunder et olieembargo, som skal træde i kraft 1. juli 2012. Bufferzonen på et halvt år er angiveligt indført af hensyn til Grækenland, som modtager knapt en fjerdedel af sine olieforsyninger fra Iran.

Nu truer styret i Iran med helt at lukke for forsyningerne før den aftalte deadline. På søndag skal det iranske parlament behandle et forslag, som kan betyde, at der bliver lukket for olien til Europa før 1. juli. Styret benytter samtidig muligheden til at true Europa

- Alle europæiske lande, som retter sanktioner mod Iran, vil ikke være i stand til at købe så meget som en dråbe olie fra Iran. Oliehanerne vil være lukket for dem, så de ikke leger med ilden en gang til, siger den iranske lovgiver Nasser Soudani til nyhedsbureauet Mehr ifølge Reuters.